Trio Gemini i Farum Kulturhus

Tre talentfulde musikere giver prøver på deres kunnen

Af
Michael Braunstein

Michael Braunstein

Trio Gemini så dagens lys i 2012 og består af tre unge talentfulde musikere. Nu kommer trioen til Farum Kulturhus, hvor den giver prøver på sin kunnen indenfor det klassiske klaver- og strygerrepertoire lørdag 20. maj kl. 11.30.

Trio Gemini består af Jakob Alsgaard Bahr, klaver, og 'Pedersen-tvillingerne' Karen Johanne, violin, og Kirstine Elise, cello. Alle tre har færdiggjort en solistuddannelse ved et af de tre danske klassiske musikkonservatorier i Aarhus, København og Odense.

De tre er hver især alsidige musikere med fremtrædende karrierer inden for solospil, kammermusik, orkesterspil, folkemusik og undervisning, og det er med afsæt i denne alsidighed, at trioen tilfører nye oplevelser til den danske og internationale kammermusikscene.

Trioen har optrådt på nogle af de mest etablerede festivaler i Danmark. Det gælder blandt andet Hindsgavl og Bornholms Musikfestival samt i kammermusikforeningerne Rønnebæksholm og Kammermusikforeningen af 1887.

Publiceret 16 May 2017 15:35

Furesø Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Furesø Avis
SENESTE TV