Billeder fra dagligdagen og smuk keramik

Linda Falkesgaard og Stig Pedersen udstiller i Ganggalleriet i Farum Kulturhus

Af
Michael Braunstein

Michael Braunstein

Billedkunstneren Linda Falkesgaard og keramikeren Stig Pedersen deler Ganggalleriet i Farum Kulturhus fra 24. juni til 5. august. Der er fernisering på åbningsdagen kl. 12.15.

Linda Falkesgaard maler billeder fra dagligdagen, så almindelig og fantastisk som sådan én nu kan se ud. Hun maler interiører med scener fra køkkenet, badeværelset og vaskekælderen, med møbler og bøger, legetøj og planter – eller den tilfældige bunke af aviser på bordet, shampooprodukterne i vindueskarmen i badeværelset og tallerkenerne på bordet.

Et fællestræk for alle hendes billeder er menneskets fravær, hvilket giver billederne en ro og et indtryk af stilhed eller tomhed. Menneskenes spor er imidlertid tydelige: De har tændt lys, leget, og fyldt opvaskemaskinen.

Stig Pedersen har arbejdet med det keramiske medie siden han var 16 år. Han er uddannet folkeskolelærer i formning, billedkunst og sløjd samt cand. pæd. i sløjd fra DPU. Endelig har han været lektor på læreruddannelserne i sløjd, materieldesign og håndværk og design - men det er som pensioneret fra alle disse ting, han slår sine folder som keramiker.

Som ung lærte han om det keramiske fag hos Nette Græmer på hendes keramikskole i Brønshøj, og har siden med skiftende intensitet arbejdet med leret. Senere har han fulgt op med kurser på Capellagården med Kenneth Williamson og i 2011 samme sted hos Malin Grumstedt.

Det er blevet til en del udstillinger bl.a. i Gejthuset i Frederiksværk, Brøndsalen på Frederiksberg, Kirkehavegård i Allerød og nu i Farum Kulturhus. Men han også udstillet bl.a. hos kunstforeningen på Københavns Dag- og Aftenseminarium og Kunstforeningen Limfjorden.

Publiceret 15 June 2017 09:00

Furesø Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Furesø Avis
SENESTE TV