SF hopper ombord hos De Radikale og Socialdemokraterne

Det valgtekniske samarbejde mellem Socialdemokraterne og de radikale er blevet udvidet med SF, der vil tilbage til byrådet efter november måneds kommunalvalg

Af
Helene Stolle

Efter en periode uden plads i byrådet i Furesø vil SF tilbage. Derfor har de nu indgået et valgteknisk samarbejde med De Radikale og Socialdemokraterne op til november måneds kommunalvalg.
SF ønsker at styrke velfærden i Furesø og især gøre kommunen mere børnevenlig, solidarisk og grøn, lyder det i en pressemeddelelse, hvori partiets spidskandidat Bo Finsen fortæller, at målet er at forbedre rammerne for kommunens skoler og daginstitutioner, styrke ældreplejen, beskytte naturen og give plads til flere på arbejdsmarkedet.
Læs også: Radikale og Socialdemokratiet i valgforbund
“Furesø har i høj grad brug for SF i byrådet. Med os ved bordet vil byrådet lettere kunne holde fast i en stærk velfærdsdagsorden og en god service over for borgerne. Vi ser frem til et godt samarbejde med socialdemokraterne og Det Radikale Venstre om denne dagsorden og er helt åbne for, at også andre partier kan tilslutte sig samarbejdet”, lyder det fra Bo Finsen.
Borgmester Ole Bondo Christensen (A) er godt tilfreds med at udvide det valgtekniske samarbejde med SF.
Fik du set billederne fra sankthans? - klik her
 
“I forrige byrådsperiode, hvor SF havde to mandater i byrådet, havde vi et godt og tillidsfuld samarbejde hen over midten med SF, de radikale, de konservative og socialdemokraterne. Det vil være fint også i den kommende byrådsperiode at få et godt samarbejde på tværs af partier om at styrke velfærdsdagsorden i Furesø”, siger han.

Publiceret 26 June 2017 00:00

Furesø Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Furesø Avis
SENESTE TV