Demokratiets lokale festdag:

Medier samarbejder om demokrati og kommunalvalget 2017

Normalt er der god og hård konkurrence mellem medierne i Danmark. Men 21. november 2017 er der valg til kommunalbestyrelser og regionsråd, og både valgdagen og valgkampen inden er så vigtige, at en lang række lokale og regionale medier i hovedstadsområdet har givet hinanden håndslag på et udbredt samarbejde.
Samarbejdet gælder TV 2 Lorry, DAGBLADET/Frederiksborg Amts Avis, Helsingør Dagblad, DAGBLADET Køge og DAGBLADET Roskilde, dertil også ugeaviserne Herlev Bladet, Hvidovre Avis, Politikens Lokalaviser - herunder Furesø Avis -  Frederiksberg Bladet samt North Medias øvrige aviser i hovedstaden.
Medierne vil for eksempel udveksle indhold. På vores hjemmesider viser vi hinandens valghistorier, og vi vil understøtte de valgarrangementer, vi hver især har andel i. Det betyder eksempelvis, at TV 2 Lorry på sin hjemmeside omtaler arrangementer, som vi her på Furesø Avis deltager i eller arrangerer, og omvendt fortæller eksempelvis Furesø Avis også om det, når TV 2 Lorry kommer ud til de enkelte kommuner for at afvikle vælgermøder med nogle af de politiske kandidater – og et forhåbentlig stort, lokalt publikum.
”Kommunal- og regionspolitik er langt vigtigere for vores hverdag end rigtig mange borgere er klar over, og vi har ofte ved kommunal- og regionsrådsvalg en alt for lav valgdeltagelse. Jeg er stolt af, at vi som lokale medier har besluttet os for, at demokrati og borgerdeltagelse er vigtigere end vores normale konkurrence, og at vi i fællesskab - ved opgraderet samarbejde medierne i mellem - vil prøve at udbrede kendskabet til kommunalvalget og valgdatoen,” siger TV 2 Lorrys direktør Morten Kjær Petersen.
På Furesø Avis glæder redaktør Helene Holm Stolle sig til samarbejdet, men understreger også, at avisen på print, på net og sociale medier kører sin egen, lokale valgkamp.
”Det har været vigtigt for os, at de deltagende medier naturligvis fortsat har mulighed for sætte deres eget præg på valgkampen. Men samtidig ser vi det også som en klar fordel, at vi med dette samarbejde kan udnytte hinandens styrker, for det vil understøtte og gavne det lokale demokrati,” siger hun.

Publiceret 26 September 2017 12:00

SENESTE TV