På oversigtskortet ses det, hvor vigtig en brik ’Posthusgrunden’ er i forhold til at skabe byliv i Bymidten i Værløse.

På oversigtskortet ses det, hvor vigtig en brik ’Posthusgrunden’ er i forhold til at skabe byliv i Bymidten i Værløse.

Nye planer for det gamle posthus i Værløse

Salgsaftale for det gamle posthus er på plads og åbner mulighed for at bygge andelsboliger, sundhedshus, café

Af
Af Anne Lønstrup

I denne uge underskrev Furesø Kommune en salgsaftale for det gamle posthus ved Værløse Bymidte. Aftalen giver mulighed for at skabe op til 40 andelslejligheder i varieret størrelse, et sundhedshus og en café med udeservering ud mod den røde plads for at binde posthusgrunden sammen med resten af Bymidten.
Fik du læst: Nu rykker erhvervslivet i Furesø tættere sammen 
Køberen, repræsenteret ved advokat Allan Thomsen, er specialist i andelsboliger:
“Vi glæder os til at arbejde videre med projektet. Ambitionen er ikke alene at bygge rigtig gode boliger for en bred kreds, men også at tilvejebringe faciliteter, som styrker fællesskabet. Vi håber derfor, at der er grundlag for at danne en gruppe af interesserede borgere, som sammen med os vil være med til at udvikle de nye boliger,” siger han i en pressemeddelelse.
Kommunen vil i december invitere til et møde, hvor køberen informerer naboer og andre interesserede om projektet og dets sammenhæng med resten af Bymidten. Herefter vil Miljø-, Plan- og Teknikudvalget begynde at udarbejde et lokalplanforslag, som senere vil komme i offentlig høring i minimum otte uger.

Liv og aktivitet i Bymidten

Her og nu glæder borgmester Ole Bondo Christensen (A) sig over udsigten til nyt liv på 'posthusgrunden'.
“Vi har fundet en ambitiøs køber, der har forstået potentialet og gerne vil bidrage til at udvikle Bymidten. Vi har ladet os guide af blandt andet udviklingsudvalgets anbefalinger, der lød på flere caféer og plads til butikker, boliger og serviceerhverv på netop posthusgrunden,” siger Ole Bondo Christensen.
Læs også: Skub i udviklingen: Nu bliver Værløse Bymidte mere levende
Formand for Miljø-, Plan- og Teknikudvalget, John Ingemann Allentoft (C), der også har været medlem af udviklingsudvalget for Værløse Bymidte, mener, at salget vil kunne tilføre Bymidten liv og nye aktiviteter:
“Op mod Hareskovhvile-pladsen åbner vi ejendommen for et nyt byrum inklusiv en ny trappegang ned til stationen mellem byggeriet og Borgerbo. På den måde får vi opgraderet Hareskovhvilepladsen, og man kunne sagtens tænke sig, at selve ejendommen Hareskovhvile kan blive en attraktion på den nye plads.”
Det er kommunens forventning, at kommende beboere, café og sundhedspraksisser kan flytte ind i foråret 2020.


Publiceret 17 November 2017 08:00

SENESTE TV