Superliga:

I eftermiddag takker legenderne af

Årets sidste kamp for FC Nordsjælland fløjtes i gang i eftermiddag (søndag 10. december) klokken 14 hjemme på Right to Dream Park, og det bliver en helt særlig kamp, for kampen er nemlig ikke bare holdets sidste kamp i år, men også kampen hvor anfører Patrick Mtiliga siger farvel til karrieren som fodboldspiller, ligesom det også bliver både Emiliano Marcondes og Pascal Gregors sidste kamp for FCN.  
Fik du læst: Aase ruller på gaden 1. januar
De tre legender, der skal tages afsked med senere i dag, har haft stor betydning for holdet, og ikke mindst for holdets store succes i år i Superligaen. FC Nordsjælland sender det ene mål i nettet efter det andet, og bare i de seneste to kampe er det blevet til ni mål i 6-0 sejren over Horsens og 3-1 sejren i Parken over FCK.
"Dermed er FCN det klart mest scorende hold i denne sæson med 48 træffere. Det har ingen andre nogensinde præsteret efter 18 spillerunder. Indtil nu har sæsonen givet 11 sejre, 36 point og en placering tæt på toppen med store chancer for at være en del af den top 6, der slutter foråret af med et Mesterskabsspil", skriver fcn.dk.
 

Farvel til legenderne

Når slutfløjtet lyder i eftermiddag kan publikum sammen med hele holdet sætte et festligt punktum for efterårssæsonen og for de tre legenders tid hos FCN.
37-årige anfører Patrick Mtiliga går efter kampen i dag på fodboldpension. Han har været hos FCN siden 2011 og har dermed været med til at sikre klubben Danmarksmesterskabet og adgang til Champions League gruppespillet. 
Fik du set billederne: Dans mellem bøgerne
I den anden ende af aldersskalaen er Emiliano Marcondes, der med sine 22 år, fortsætter sin karriere i engelske Brentford. Han siger farvel til FCN som Superligatopscorer med 15 mål ind til nu og flest assister af alle i Superligaen.
"Med 35 mål i alt forlader Emiliano også Right to Dream Park som all time topscorer for FCN i Superligaen", skriver fcn.dk.
Også 23-årige Pascal Gregor har efter mange år i klubben og 124 førsteholdskampe valgt at sige farvel til FCN ved kontraktudløb til nytår.
Alle tre har med over 100 kampe fået en plads på FC Nordsjællands Hall of Fame, og de vil blive hyldet med blomster før kampen mod Hobro.
hhs
 

Publiceret 10 December 2017 08:06

SENESTE TV