Flyvestationen får eget børnehus i officersskolen

Huset skal fra 2020 imødekomme det stigende behov i området

Et fleksibelt hus, som kan rumme små og lidt større børnegrupper i trygge omgivelser. Omtrent sådan lyder den bestilling, som landets tegnestuer snart kan kaste sig over og byde ind på, efter at byrådet i Furesø på sit sidste møde har peget på officersskolen ved Perimetervej i Jonstrup som ny ramme for et børnehus for især Sydlejrens børn.
Fik du læst: Furesøs ukendte politiker vil styrke det nære miljø
Arkitekterne får en spændende opgave med at omdanne Officersskolen, der er en bevaringsværdig bygning, til et moderne lege- og læringsmiljø, hvor børnene kan boltre sig i 2020.
Til den tid skal institutionen imødekomme det lokale behov for institutionspladser til kommunens mindste borgere, når boligområdet Sydlejren på Flyvestationen tager form.

Gode naturoplevelser

Den ny institutions beliggenhed på Flyvestationens arealer giver mange muligheder for leg, bevægelse og naturoplevelser, som også kan bringes med ind i børnenes lege- og læringsmiljø i institutionen. Med sin beliggenhed vil institutionen også være oplagt base for en skovbørnehave.
Fik du læst: Fra lærling til centerchef: "Det er lidt ligesom at vende hjem"
Erfaringer fra nyere institutionsbyggerier viser, at børns og forældres oplevelse af tryghed og nærhed i institutionen i høj grad handler om genkendelighed, overskuelighed og sammenhæng i hverdagen.
Derfor bliver opgaven for arkitekterne at indrette og forme institutionen, så den opleves som 'små' institutioner i en større.
Byrådet skulle vælge mellem en placering i en nybygget institution og en ombygning af officersskolen, og her var der enstemmighed i byrådet om at følge indstillingen fra Børne- og Skoleudvalget og vælge officersskolen.
jesl


Fakta om byggeri

  • Kommunen anslår, at der over fire år bliver behov for ca. 240 ekstra dagtilbudspladser i Værløse-området.
  • Den nye institution indgår i tillægsaftalen for Budget 2018.
  • Der er afsat 53,5 mio. kroner til projektet.
  • Institutionen bliver på ca. 1.500 kvm plus et udeareal på ca. 3.500 kvm.

Publiceret 31 December 2017 08:30

SENESTE TV