Liv i Hareskoven:

Orkerne får køkken, bad og toilet

Med 600.000 kroner i støtte fra Realdania får dyrkere af rollespil i Hareskoven råd til at bygge sheltere, eventyrlig scenografi og bedre fysiske forhold i deres hytte

Af
Af Anne Lønstrup

Realdanias kampagne 'Underværker' har valgt at støtte rollespils-entusiasterne i Hareskoven med 600.000 kroner. Dette er et af 34 projekter, som får støtte ud af i alt 184 ansøgninger.

I Hareskoven vil foreningen Rollespilsfabrikken ombygge en gammel spejderhytte, Hareskovshytten, med nyt køkken, værksted, toilet og bad. Uden om hytten vil man lave et eventyrligt område med fokus på eventyr, leg og læring inspireret af byggelegepladser, hvor unge bruger deres fri fantasi. Derudover vil foreningen bygge modulhuse, som kan sættes op og flyttes rundt efter behov.

Fik du læst: Bondo om udligningssagen: "Tilfreds med at forhandlingerne tager ny drejning"

I ildsjælenes egen beskrivelse af rollespilsprojektet står der blandt andet:

”Vores drøm er at etablere Danmarks første rollespilsområde med hytte, som skal være base for en mangfoldighed af eventyrlige og kreative friluftsaktiviteter for frivillige aktive, skoleelever og udsatte unge. I weekenderne og ferierne skal området kunne være omdrejningspunkt for store og små rollespilsarrangementer. I hverdagene vil området blive brugt af skoler, institutioner og socialforvaltningerne.”

Projektets fysiske rammer

Da rollespil begyndte i de danske skove i starten af 1990'erne, var det især Hareskoven nord for København, der blev kendt for at huse grønmalede krigere den første søndag i hver måned.

Fik du læst: Kom med dine gode idéer: Furesø skal have ny integrationspolitik

Hareskovshytten, som ligger i udkanten af Lille Hareskov, var udgangspunktet for mange af datidens store rollespilsarrangementer og har stadig stor symbolværdi.

Ombygningen af hytten og miljøet omkring den vil i høj grad involvere frivillige, som vil komme til at stå bag hovedparten af opgaverne. Disse tæller udover Rollespilsfabrikkens 1.000 medlemmer og deres familie og venner, de andre rollespilsforeninger i området og unge fra socialforvaltningsprojektet ”Ny Start” i Københavns Kommune.

Publiceret 18 April 2018 06:15

Furesø Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Furesø Avis
SENESTE TV