Fornyelse hos Værløse Gymnastik:

Naturtræning og powerwalking

Fredag den 4. maj går der to ny tilbud i gang hos Værløse Gymnastik

Er du også vild med at være udendørs, så er det nye initiativ hos Værløse Gymnastik måske lige noget for det. Her bliver der nemlig trænet ude i naturen, og initiativet skydes i gang fredag den 4. maj klokken 9.30.

“Naturtræning er for de, der gerne vil træne udendørs med naturen som ramme. Skoven vil blive brugt som træningssal, og deltagerne skal benytte træstammer, grene, det ujævne underlag m.v. til at træne både styrke, kondition og balance. Holdet er for alle de, der har lyst til at flytte træningen ud i naturen. Holdet forudsætter, at man skal kunne løbe 1-2 minutter i sammenhængende roligt tempo, da opvarmningen vil være løbeturen fra Søndersøhallen til skoven. I skoven skal der trænes på stier, uden for stierne og i skovens kuperede terræn. Træningen vil blive tilrettelagt, så der er plads til alle, både nybegynderen og den veltrænede”, fortæller Nina Mourier, der kommer til at stå for træningen.

Fik du læst: Så er resultatet her: Frivillige gjorde en kæmpe indsats for naturen 

Nina Mourier fortæller også, at powerwalking er en god måde at komme i form på uden at løbe.

“Gang i rask tempo styrker muskler, led og sansemotorik. Holdet skal bruge underlaget i naturen til at udfordre balancen, og mon ikke der vil blive lagt til styrketræning ind undervejs på den 4-5 km lange tur, som holdet vil tilbagelægge ved hver træning?” siger Nina Mourier og understreger, at powerwalking ikke må forveksles med stavngang.

I første omgang kommer disse to nye hold til at træne i maj og juni. Hvis holdene bliver den succes, som Værløse Gymnastik regner med, vil holdene fortsætte efter sommerferien, og fordi holdene træner udendørs er der plads til rigtig mange deltagere på hvert hold.

”Vi glæder os til at udbyde denne form for træning, hvor det skønne udendørs område inddrages i træningen”, siger formand Gitte Dahl.

Den nye træningsform tager sit udgangspunkt ved Søndersøhallen. Tilmelding foregår på www.v-gym.dk, hvor man også kan læse mere om holdene.

hhs

Publiceret 25 April 2018 10:10

SENESTE TV