Stavnsholtkirken danner rammen om en smuk koncert på søndag den 6. maj.Arkivfoto

Stavnsholtkirken danner rammen om en smuk koncert på søndag den 6. maj.Arkivfoto

Kammerorkester spiller Mozart i Stavnsholtkirken

Det er Birkerød Kammerorkester, der på søndag 6. maj giver koncert i Stavnsholtkirken i Farum

På søndag den 6. maj klokken 16 i Stavnsholtkirken er der koncert med det lokale Birkerød Kammerorkester. Det er et 15-20 mand stort strygerorkester, som blev stiftet i 1992 af en kreds af dygtige amatørmusikere fra Birkerød og omegn.

Læs også: Kor-battle i Galaksen med Anna David som gæstesolist

Siden 1995 har violinisten Boris Samsing stået for den musikalske ledelse af orkestret. Han er kendt som et fremtrædende medlem af først Sjællands Symfoniorkester og siden DR Radiosymfoniorkestret. Han var også medlem af den legendariske strygekvartet Kontrakvartetten, som i løbet af sin næsten 40 år lange levetid turnerede hele verden rundt og indspillede mere end 40 cd'er.

Ved koncerten i Stavnsholtkirken præsenterer de et program, der spænder vidt. Vi starter i barokken med en concerto grosso af Corelli og Pachelbels berømte Canon. Derefter følger Mozarts vidunderlige klaverkoncert nr. 13 i C-dur med pianisten Eskild Colding-Jørgensen som solist. Han er egentlig uddannet læge, men har sideløbende hermed gennemført klaverstudier hos professor John Damgaard og på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Fik du læst: DM-guld til Team Enya fra Farum

Koncerten afsluttes med strygermusik fra 1800- og 1900-tallet. Vi hører russiske Rachmaninovs Vocalise i et arrangement af orkestrets dirigent, og en sprudlende Dowland-suite, hvor komponisten John Ireland går på opdagelse i den engelske renæssance-mesters musik. Og endelig får vi danske Knudåge Riisagers Lille Ouverture for strygere, som blev skrevet i 1934.

Der er som sædvanligt fri entré.

Publiceret 01 May 2018 08:06