Michael Franzen (t.v) er blevet ansat som assistent i trykkeriet, efter at han startede i praktik. Nu kan flere voksne med psykiske problemer eller sindslidelser følge i hans fodspor. Her ses han med trykker Bjørn Mortensen. Arkivfoto: Kristina Pihl

Michael Franzen (t.v) er blevet ansat som assistent i trykkeriet, efter at han startede i praktik. Nu kan flere voksne med psykiske problemer eller sindslidelser følge i hans fodspor. Her ses han med trykker Bjørn Mortensen. Arkivfoto: Kristina Pihl

Trykkeriet i Galaksen udvider - kommer psykisk sårbare til gode

Fontænehusets trykkeri har travlt, og derfor kan flere voksne med psykiske problemer komme i praktik på stedet

Af
Af Kristina Pihl

Det går godt i det gamle trykkeri i Galaksen. Faktisk går det så godt, at trykkeriet skal udvides og flytte i nye og større lokaler.

et er den socialøkonomiske virksomhed Fontænehuset, der ejer trykkeriet, som de opkøbte sidste år. I trykkeriet kan foreninger, sportklubber og kulturhuse få trykt deres plakater, medlemsblade og brochurer.

“Det er gået rigtig godt. Vi får stadig flere opgaver fra gamle kunder - og flere nye er kommet til. Faktisk har vi haft så travlt, at trykkeriet måtte udvides med en ekstra printmaskine, så vi er sikre på, at vi altid kan levere som lovet. Og det gør vi,” siger trykker Bjørn Mortensen i en pressemeddelelse.

Gør en forskel

Fontænehuset er et tilbud til voksne med psykiske problemer og sindslidelser. Gennem et praktikforløb kan deres medlemmer prøve kræfter med arbejdsmarked i forskellige virksomheder. Michael Franzen har siden efteråret været i praktik i trykkeriet.

Praktikperioden er gået så godt, at han nu er ansat som Bjørn Mortensens assistent. Fremover vil flere fra Fontænehuset også kunne komme i praktik i trykkeriet, fortæller leder Mette Lunhart:

“Med trykkeriets succes har vi mulighed for at tilbyde flere af vores medlemmer et praktikforløb, hvor de med støtte kan komme nærmere en hverdag tættere på arbejdsmarked.”

Nye og større lokaler

Den store efterspørgsel på varer fra trykkeriet gør, at pladsen i Galaksens kælder er trang. Derfor har Fontænehuset udset sig nogle større lokaler i den gamle Bybækskole. Går alt efter planen, vil de flytte ind til august.

“Når vi flytter, vil det stadig være muligt for vores Værløse-kunder at hente tryksager i Galaksen, mens dem i Farum så kan hente deres materiale lokalt. Og da næsten alle opgaver indleveres på e-mail, kan vi fremover dække hele Furesø lokalt. Jeg håber dog, at mange stadig vil kigge forbi og hilse på i de nye lokaler, det er altid hyggeligt,” lyder det fra Bjørn Mortensen i en pressemeddelelse.

Publiceret 09 May 2018 07:00

SENESTE TV