Furesøborger vandt millioner i Eurojackpot

"Da jeg fandt ud af hvor mange penge det drejede sig om, begyndte jeg at skrige", fortæller den heldig vinder, der er en kvinde i 50'erne

Af
Helene Holm Stolle

Mange mennesker drømmer om at vinde en helt stor gevinst i de forskellige lotterier, og forleden dag gik drømmen i opfyldelse for en kvinde i Furesø. Hun blev nemlig for nogle uger siden den heldige vinder af en delt 2.præmie i Eurojackpot, og det hav hende en gevinst på 2.500.760 kroner.

Kvinden, der er i 50'erne, har til Danske Spil fortalt, at hun spiller fast hver fredag og altid har haft en fornemmelse af, at hun en dag ville vinde en stor gevinst.

For et par fredage siden sad kvinden så hjemme i sin lejlighed og tjekkede vindertallene sammen med sin mand.

"Det kom jo helt uventet. Vi sidder der og kigger på TV’et og først ser vi, at vi har de fem vindertal rigtige – hvilket får mit hjerte til at hoppe helt op i halsen. Men da jeg så ser, at der er også er et stjernetal, begynder jeg bare at skrige", fortæller kvinden, der gerne vil være anonym, til Danske Spil og understreger også, at hun først ikke kunne tro, at det var sandt.

Derfor gik hun som det første løradg morgen ned til købmanden for at få kuponen indløst.

"Der sagde de, at jeg havde vundet over 9999 kroner, og at jeg skulle i banken om mandagen for at få oplyst den præcise præmie. Da jeg fandt ud af hvor mange penge, det drejede sig om, begyndte jeg at skrige igen og blev meget følelsesladet. De måtte komme med et glas vand til mig for at få mig kølet lidt ned", lyder det fra kvinden i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Et plaster på såret

Kvinden fortæller, at hun stadig ikke helt har fattet, at hun har været så heldig, og at pengene er et meget stort plaster på såret efter en lang periode med fysiske og økonomiske skrammer.

"Så længe jeg kan huske, har jeg ikke haft plus på min konto. Og fordi jeg har haft nogle helbredsproblemer og har været igennem en større operation, har jeg været nødt til at gå ned i tid på mit arbejde. Så jeg har ikke haft råd til noget og har været nødsaget til at låne rundt omkring. Disse penge redder mig virkelig", fortæller hun og afslører, at nogle af pengene skal bruges på en længere ferie, hvor hun også skal have nogle behandlinger for hendes fysiske skavanker.

"Jeg bor i en lejelejlighed nu og kunne virkelig godt tænke mig, at købe en ejerlejlighed. Det vil være en god måde at fremtidssikre os på. Og så har jeg en søn, som nok skal have nogle penge og en ret stor familie, der godt kan bruge lidt hjælp", siger hun.

På fredag den 25. maj er det muligt for en heldig dansker at vinde hele 570 millioner kroner i det europæiske lotteri Eurojackpot. I flere uger har puljen rullet og er således bare blevet større og større. Og nu har den så nået et maksimum på de 570 millioner danske kroner i 1. præmie og 37 mio. i 2. præmiepuljen. Og selvom det er et lotteri, hvor flere europæiske lande deltager, så er det altså ofte danskere, der snupper en del af puljen, lyder det fra Danske Spil

Publiceret 23 May 2018 18:30

Furesø Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Furesø Avis
SENESTE TV