VIDEO:

Furesøbad får nyt vartegn i forbindelse med picnicfestivalen

Barbara Kaad Ostenfeldt gik tirsdag i gang med at udsmykke en 1,8 tons tung granitsten ved Furesøbad

Af
Helene Stolle

I tirsdags gik den lokale kunstner Barbara Kaad Ostenfeld også kendt som Bakaos i gang med at grunde og hvidte en 1,8 tons tung granitsten ved indgangen til Furesøbad. Det sker som et led i Furesø Picnic Festival, der løber af stablen i den kommende weekend (2. og 3. juni).

Da Barbara Kaad Ostenfeld og Eva Vedel, der er kvinden bag festivalen, talte sammen første gang, lå det ikke ligefrem i kortene, at Barbara skulle sætte så markant et aftryk på picnicfestivalen, men da først snakken gik, tog det ene ord det andet, og pludselig var idéen om et kæmpe, blivende kunstværk født.

Læs også: Kvinden bag Furesø Picnic Festival har altid bobler på køl

Barbaras kunst passer rigtig godt ind til picnicfestivalen, som jo blandt andet også handler om oplevelser og glæde og alt det, Furesø har at byde på; sø, strand, og dejlig natur fyldt med oplevelser.

“Det er ingen hemmelighed, at jeg først havde forestillet mig en noget mindre sten, der skulle ligge i græsset lige ved vandkanten, men det her bliver bare så fedt”, siger Barbara Kaad Ostenfeldt og viser stolt den store granitsten frem, der blev stillet op ved Furesøbad i sidste uge.

Stenen, som Barbara selv har valgt ud, glæder hun sig til at smykke med sine kendte farverige og fantasifulde doodletegninger.

Fik du læst: Furesøs unge talenter hyldes

“Barbaras kunst passer rigtig godt ind til picnicfestivalen, som jo netop handler om oplevelser og glæde. Derfor er jeg så glad for, at hun gik med på idéen til det her. Jeg synes nemlig, det er fantastisk, at vi nu laver en permanent manifestation af Furesøs værdier, der jo på mange måder også er festivalens værdier; nemlig natur, glæde, oplevelser og ikke mindst fantasi”, lyder det fra Eva Vedel.

Se kunsten tage form

Hele denne uge arbejder Barbara Kaad Ostenfeldt på stenen, der tirsdag blev grundet og hvidtet i flere omgange.

“Det er vigtigt, at forarbejdet bliver gjort ordentligt, for det skal jo være mit lærred”, fortæller Barbara Kaad Ostenfeldt og inviterer nysgerrige ned i ugens løb for at følge med i processen.

“Jeg håber virkelig, at folk vil kigge forbi og få en snak, det giver nemlig også inspiration til det, jeg laver. Faktisk har jeg lige nu ingen ide om, hvad jeg skal tegne på stenen, men det kommer. Jeg er en intuitiv kunstner, og jeg skaber derfor min kunst ud fra det jeg føler og oplever på stedet, og jeg tager gerne imod input fra de besøgende i Furesøbad”, fortæller Barbara Kaad Ostenfeldt.

Byen bakker op

Den tonstunge kunststen, der altså bliver et permanent vartegn for Furesøbad, har flere erhvervsvdrivende i kommunen bakket op om.

“Det er faktisk helt fantastisk at opleve. Først og fremmest har Michael Bay Olsen herfra (Furesøbad, red.) været med på idéen om at stille stenen her, men derudover har Værløse Bymidte lånt mig et telt, som jeg kan stille over stenen, mens jeg arbejder - malingen kan nemlig ikke tåle regn”, fortæller Barbara Kaad Ostenfeldt og tilføjer, at Flügger Farver i Farum har sørget for en stor del af de materialer, som hun skal bruge til kunsten.

“Det er flot at opleve sådan en opbakning - og jeg kan da ikke lade være med at glæde mig over, at den kommer fra både Værløse og Farum. Vi er jo én kommune”, siger Eva Vedel.

Lørdag kulminerer det

Selve Furesø Picnic Festival skydes i gang på lørdag med et kæmpe program, der bringer deltagerne fra Naturpark Mølleåen over Buresø Bad og til Rokkedyssegaard og Lille Isfabrik i Slagslunde samt mange andre steder, og lørdag kulminerer festivalen med masser af aktiviteter i og omkring Furesøbad.

Det er også her Barbara Kaad Ostenfeldt forventer at være i hvert fald næsten færdig med den kæmpestore kunststen.

“Det er i hvert fald på lørdag, at jeg forventer at være nået så langt, at man kan se, hvad det er, jeg er i gang med”, griner hun.

Publiceret 30 May 2018 10:26

SENESTE TV