Kunstner ved Furesøbad: "Det er det fedeste, jeg har prøvet"

Siden i tirsdags har værløsekunstneren Barbara Kaad Ostenfeld arbejdet på den 1,8 tons tunge granitsten ved Furesøbad

Af
Helene Holm Stolle

"Det er det fedeste, jeg har prøvet. Nogensinde". Ordene kommer fra værløsekunstneren Barbara Kaad Ostenfeld, der siden i tirsdags har arbejdet med at skabe et farverigt og fantastifuldt kunstværk på en 1,8 tons tung granitsten, der er placeret ved indgangen til Furesøbad.

Kunstværket, der kommer til at stå som et vartegn for Furesøbad, bliver skabt som en event i forbindelse med Furesø Picnic Festival, der løber af stablen fra i morgen lørdag den 2. juni. og søndagen med.

"Hele ugen har der været så mange mennesker forbi mig hernede, mens jeg arbejder på stenen, og de er så nysgerrige og søde. Det er fantastisk at opleve", fortæller Barbara Kaad Ostenfeld til Furesø Avis og tilføjer, at der kun har været en enkelt forbi, der ikke syntes, at idéen med et farverigt kunstværk lige der er en god ide.

"Hun syntes, at vi skulle lade naturen lyse frem her, men det er altså det eneste, jeg har oplevet, der bare har haft snerten af negativitet", lyder det fra Barbara Kaad Ostenfeld, der håber, at der både lørdag og især søndag, hvor Furesøbad er omdrejningspunktet for picnicfestivalen, kommer mange flere nysgerrige mennesker forbi.

"Jeg elsker at snakke med mennesker", griner hun.

Den store sten er i øvrigt blevet doneret af Wilhelm Stark, indehaver af Stark Enterprise i Skævinge.

"Han er helt fantastisk, og uden beregning har han endda også gjort stenen klar ved i flere omgange at højtryksspule den", fortæller Barbara Kaad Ostenfeld og tilføjer, at det er vogmanden Jørgen fra Piil Johannessen i Farum, der sørgede for transporten af stenen fra Skævinge til Furesøbad.

Publiceret 01 June 2018 17:27

SENESTE TV