Her ses Furesø-kunstneren BAKAOS, alias Barbara Kaad Ostenfeld (Art by BAKAOS) og de to hovedbidragsydere Mikael Boutrup (Store Flyvedag) og Eva Vedel (Furesø Picnicfestival).

Her ses Furesø-kunstneren BAKAOS, alias Barbara Kaad Ostenfeld (Art by BAKAOS) og de to hovedbidragsydere Mikael Boutrup (Store Flyvedag) og Eva Vedel (Furesø Picnicfestival). Foto: Lasse Winther.

Her er hovedsponsorerne til Furesøs nye vartegn

Mikael Boutrup og Eva Vedel står bag to af de helt store events i Furesø, og sammen har de nu sikret hovedsponsoratet af Furesøs nye vartegn ved Furesøbad - den store granitkunststen

Hvis der er nogen, der står sammen i tykt og i tyndt, så er det arrangørerne af Furesøs to største signaturevents: Store Flyvedag og Furesø Picnicfestival, Michael Boutrup og Eva Vedel.

De har begge på privat initiativ skabt og udviklet de to årlige arrangementer, der både trækker stamgæster fra lokalområdet og er med til at sætte Furesø stærkt på landkortet overfor både tilflyttere og turister.

Det er ikke nogen hemmelighed, at begge arrangører kæmper for at få enderne til at nå sammen på de to store arrangementer, men alligevel var de rørende enige om, at de ville gå sammen for at sikre hovedsponsoratet af Furesøs nye vartegn ved Furesøbad - den kæmpestore granitsten ved Furesøbad, som værløsekunstneren Barbara Kaad Ostenfeld har dekoreret med sin farverige og fantasifulde kunst.

"Det giver så god mening at bidrage til at få dette nye vartegn og symbol for på Furesøs kerneværdier op at flyve", siger Mikael Boutrup, der udover at være arrangør af Store Flyvedag også er stifter af den lokale virksomhed IT-terminalen.

"Både Store Flyvedag og Furesø Picnic Festival foregår i den unikke Furesø natur og har fokus på samvær og fællesskab, og disse værdier er denne skulptur en evig reminder om”, siger han.

”Der er ikke noget som mad og en skovtur, der kan samle folk og skabe glæde og oplevelser på tværs af generationer. Og da jeg så, hvor ambitiøst og engageret den lokale kunstner Barbara Kaad Ostenfeld, med kunstnernavnet BAKAOS gik til værks, besluttede jeg at gå all in for at sikre dette permanent vartegn", supplerer Eva Vedel, der er arrangør af picnicfestivalen og Oplev Furesø samt stifter af virksomheden Expo Viva med ekspertise i oplevelsesdesign, turisme og branding.

Et bankende hjerte for Furesøbad

For Barbara Kaad Ostenfeld var denne kunstopgave - at udsmykke den 1,8 tons store granitsten som en hyldest til Furesøs værdier - kærkommen, fordi hun har et stort, bankende hjerte for Furesøbad. Det er nemlig et sted, hun er kommet hele sit liv - først som barn og teenager, og nu som voksen med sine egne børn.

Hele sidste uge har hun arbejdet på stenen - og hun fortsætter nogle dage endnu.

”Det er et fantastisk projekt, og det er ikke kun solen, der har fået mine kinder til at rødme den seneste uge, men også de mange positive tilkendegivelser fra hundrevis af forbipasserende. Nogle er også kommet med sjove input til, hvad jeg kunne tegne på stenen, og jeg har ladet mig inspirere af noget af det - og ikke mindst omgivelserne. Blandt andet en havfrue, som jeg har valgt at kalde en søfrue, da det passer bedre til Furesøen. Med værket ønsker jeg at lave et univers, hvor de besøgende på Furesøbad kan gå på opdagelse og løbende opdage nye ting", fortæller Barbara Kaad Ostenfeld.

Tine Hessner, formand for udvalget for Kultur, Fritid og Sport, har begejstret fulgt den kreative udvikling af det nye vartegn, og hun venter spændt på, hvad skulpturen skal hedde, når den er færdig. Navnet kan borgerne også være med til at give sit bud på, mens Barbara Kaad Ostenfeld de kommende dage lægger sidste hånd på vrket.

Udover Mikael Boutrup (Store Flyvedag) og Eva Vedel (Furesø Picnicfestival) har også Restaurant Furesø Marina, Flügger Farver Farum, STARK Enterprise og Værløse Bymidte bidraget til materialer til kunststenen.

hhs

Publiceret 06 June 2018 08:44

SENESTE TV