Bymidtens udvikling: Borgermøde på mandag

Kommunen inviterer til borgermøde om den forskønnelse, der skal finde sted på pladsen mellem Scenetorvet og Waldes Pavillon på Værløse Bymidte

Af
Helene Holm Stolle

De seneste mange månder er der blevet arbejdet på at forskønne Værløse Bymidte. Både kommunen, centerforeningen og ikke mindst de butiksdrivende selv har haft arbejdshandskerne på.

Der er blevet plantet nye og forskellige træer langs Den Røde Plads, ligesom bestonstøttemurene har fået en afvaskning, og snart bliver der ifølge Furesø Kommune sat bænke op på pladsen, mens Værløse Bio får en overdækning. Inden det sker, bliver der dog sat fokus på pladsen mellem Scenetorvet og Waldes Pavillon.

Hvad der helt konkret skal ske med pladsen, har kommunen endnu ikke løftet sløret for - det sker først i morgen fredag den 8. juni, men formanden for Udvalg for Byudvikling og Bolig, Egil Hulgaard (C) siger: "Det bliver vanvittig flot" i en pressemeddelelse fra kommunen.

Centerforeningen for Værløse Bymidte glæder sig også til at kunne præsentere de nye planer for kunderne og borgerne i byen.

"Vi har været meget engagerede i at arbejde os frem til et godt projekt, og jeg synes, vi har fundet den løsning, der vil klæde Bymidten bedst. Vores mål er at give området et løft, og skabe et byrum, der indbyder til ophold og kan bruges som mødested for byens borgere. Udover smukke bænke vil området også blive tilført nye grønne og urbane elementer. Det bliver vanvittigt flot og vil i den grad være en forskønnelse af Bymidten," fortæller Annette Schou, der er centerkonsulent på Værløse Bymidte.

På mandag den 11. juni bliver der klokken 17 holdt et borgermøde om den kommende forskønnelse af pladsen mellem Scentorvet og Waldes Pavillon. Her præsenteres projektforslaget, hvorefter borgere kan komme med bemærkninger til det. BEmærkninger kan også sendes på mail til bme@furesoe.dk Skriv 'Forskønnelsesprojekt på Bymidten' i emnefeltet.

Borgermødet holdes på Furesø Rådhus, Stiager 2.

Publiceret 07 June 2018 12:08

SENESTE TV