Mønsterbryderen Muhammed Bektas skal møde statsministeren i dag

Der er integrationstopmøde på Marienborg i dag fredag 8. juni, og her bliver repræsentanten fra Furesø 22-årige Muhammed Bektas, for han er ansigtet på vellykket integration

Af
Helene Holm Stolle

Han er bare 22 år, studerer økonomi og sidder i byrådet i Furesø Kommune, og i dag fredag 8. juni deltager han ved statsministerens integrationstopmøde på Marienborg. Fordi han er ansigtet på vellykket integration.

Ved dagens topmøde er integration af kvinder blandt andet på agendaen, og det er netop et af de punkter, der er sat på det politiske arbejdsprogramm for denne byrådsperiode i Furesø. Muhammed Bektas er overbevist om, at Furesø som kommune har en tilgang til integrationen, der kan inspirere andre.

"I Furesø er vi lykkedes med at mindske beskæftigelsesgabet, så vores virksomheder og ledige kommer stadig tættere på hinanden. Vi er så langt, at vi nu politisk og i vores indsatser kan lægge et særligt fokus på de kvinder, der igennem længere tid har stået uden arbejde. Som kommune har vi en tilgang, der kan inspirere, og det glæder jeg mig til at dele med deltagerne på integrationstopmødet," siger Muhammed Bektas i en pressemeddelese fra Furesø Kommune.

Barn af integrationen

Det er ikke kun gennem sit politiske arbejde, at Muhammed Bektas har erfaring med integrationen. Han er barn af forældre med tyrkiske rødder og vokset op i Langhuset i Værløse som den mindste af en søskendeflok på tre. Forældrene er ufaglærte og hara arbejdet hårdt altid og lært Muhammed Bektas og hans søskende, at man skal kæmpe for det, man gerne vil opnå. Samtidig lægger han ikke skjul på, at forskellige tiltag i Furesø Kommune har haft stor betydning for hans integration.

"Hvis jeg skal svare på, hvorfor integrationen er lykkedes i mit eget tilfælde, tror jeg blandt andet, det skyldes, at jeg blev en del af Fritidspas-ordningen, som Furesø Kommune havde etableret - det der i dag hedder Fritidsvejledningen. Jeg fik mulighed for at gå til fodbold og komme med på fodboldture, hvilket vi ellers ikke havde haft råd til", siger han og fortæller, hvordan det at kommunen hjalp med muligheder og ordninger var ekstemt vigtigt.

"Man er nødt til aktivt at gribe de unge og tilbyde dem nogle stærke fællesskaber. Det gør vi i Furesø med lommepengeprojekter, hvor du som ung lærer at tage ansvar. Vi kan se, gulerodsmetoderne virker", siger Muhammed Bektas i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune og fortsætter:

"Forudsætningerne for at kunne klare sig godt i folkeskolen er som udgangspunkt anderledes, når du kommer med en anden baggrund. Men fritidslivet giver nogle andre muligheder for anerkendelse. Derfor skal vi bruge kultur- og fritidslivet som løftestang. På samme måde som et fritidsjob og beskæftigelse, hvor vi stiller krav. På et fodboldhold vil man for eksempel vinde sammen og have det sjovt sammen, og så er ens baggrund ligegyldig", siger Muhammed Bektas, der ikke lægger skjul på, at deltagende og aktive forældre også er en forudsætning. I hans eget barndomshjem har der aldrig været tvivl om, at børnene skule læse videre, så de ikke endte i ufaglærte jobs som forældrene.

"Jeg er overbevist om, at integrationen lykkes, når vi ser på en-til-en-relationen".

Publiceret 08 June 2018 07:47

Furesø Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Furesø Avis
SENESTE TV