Børnene passer på naturen

Børnehuset Birkedal har ryddet op i naturen. Hele 119 kilo affald har de samlet sammen, og forleden blev de belønnet for deres indsats

I sidste blev de dygtige og flittige børn, der havde indsamlet mest affald i naturen, i forbindelse med Danmarks Naturfredningsforenings Affaldsindsamling, fejret og belønnet af borgmester Ole Bondo Christensen.

"Vinderen blev Børnehuset Birkedal, der havde samlet hele 119 kg affald ind sammen med deres pædagoger. De havde fundet både hårfarvedåse, jernstang, måtter, holder til vejskilt, et gammelt løbehjul og en masse cigaretskod. De var meget glade for, at borgmesteren kom forbi og fejrede det med både sang og flag", fortæller Maj-Brit Petersen, der er grøn guide i Furesø Kommune

Anden pladsen gik til Marie Kursus Skoles 5. A, der havde indsamlet 57 kilo, mens Espebo Børnecenter løb med tredje pladsen med 50 kilo indsamlet affald.

Affaldsindsamlingen er en årlig tilbagevendende begivenhed og arrangeres af Danmarks Naturfredningsforening for at mindske det affald, der ligger i naturen. I år foregik den i uge 16, og i Furesø Kommune blev der i alt samlet 875 kilo ind. På landsplan blev der i år indsamlet 162.749 kg affald.

hhs

Publiceret 11 June 2018 07:42

SENESTE TV