Jubel hos Elisabeth Dalsgaard: 'Dans med Parkinson' vandt hæderfuld pris

Hun havde håbet på det men ikke troet det, at projektet 'Dans med Parkinson' ville løbe med den hæderfulde titel 'Danmarks Patient Award 2018', men det var lige præcis det, der skete i går torsdag 14. juni - og Elisabeth Dalsgaard fra Swingtime er jublende lykkelig

Af
Helene Holm Stolle

"Det er shældent, jeg ønsker at være andre steder end på Club La Santa Lanzarote (hvor hun 12 gange om året har danserejser til, red.). Men lige nu ville jeg ønske, jeg var på Bornholm", skrev Elisabeth Dalsgaard i går aftes torsdag den 14. juni på Facebook. Årsagen var, at hun netop havde fået at vide, at projektet 'Dans med Parkinson' havde vundet den hæderfulde titel 'Danmarks Patient Award - bedste initiativ'. En pris, hvor det er patienters og pårørendes stemmer, der er afgørende.

Tre projekter var nomineret til finalen om prisen, her i blandt et projekt fra Kræftens Bekæmpelse, men det blev altså 'Dans med Parkinson', der vandt. Projektet er sat i værk af Parkinsonforeningen og TrygFonden på idé af Elisabeth Dalsgaard, der sammen med Anne-Mette Rasmussen fik ideen til konceptet for år tilbage. I dag har Elisabeth Dalsgaard uddannet et hav af instruktører over hele Danmark, så de ved, hvordan de skal undervise parkinsonramte og deres pårørende - og erfaringerne viser, at de parkinsonramte ikke bare får livsglæde af at danse men også har glæde af at få gang i bevægeapparatet.

Det var sammen med den tidligere statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen, at Elisabeth Dalsgaard fik idéen til dans for parkinsonpatienter. Her fortæller de om det til Furesø Avis for første gang hjemme i køkkenet hos Elisabeth Dalsgaard tilbage i 2014.

Det var sammen med den tidligere statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen, at Elisabeth Dalsgaard fik idéen til dans for parkinsonpatienter. Her fortæller de om det til Furesø Avis for første gang hjemme i køkkenet hos Elisabeth Dalsgaard tilbage i 2014. Arkivfoto: Helene Holm Stolle

"Alle, der har hjulpet os på vej ved at stemme på projektet skal have tak. Og Parkinsonforeningen skal have tak for det fantastiske samarbejde", siger Elisabeth Dalsgaard og understreger, at også deltagerne på 'Dans med Parkinson' skal takkes.

"De er sådan nogle seje dansere. Alle, jeg har mødt på min vej de seneste 4,5 år, hvor jeg har arbejdet med dans for parkinsonpatienter og deres pårørende, skal også have en kæmpe tak", lyder det fra den lokale erhvervskvinde og danselærer, der ikke lægger skjul på sin glæde ved, at TrygFonden har gjort det muligt at sprede projektet ud over hele landet.

En rørende oplevelse

For Elisabeth Dalsgaard var det at være med til at vinde 'Danmarks Patient Award' en helt særlig oplevelse - på det meget personlige plan. Også selvom hun ikke kunne være til stede på Bornholm.

"Det ærgrer mig, jeg ikke kunne være til stede i dag. Men i stedet har jeg nydt endnu en skøn dag på Club la Santa med vores dejlige deltagere på Swingtime Aerobics fitness & Dance convention og mine to skønne drenge. Og min bror var til stede til prisuddelingen; så jeg følte også jeg var der - gennem ham", skrev hun på Facebook og fortsatte:

"Jeg ville ønske, min far kunne have oplevet dette - han havde svært ved at se meningen med, at jeg ville læse Idræt og leve af dansen (tilbage i 1995) men bakkede mig alligevel 100 procent op. Desværre nåede han ikke at opleve, at dansen nu har været min levevej i 17 år. Jeg er sikker på, han følger med på den ene eller anden måde - men lige netop i dag, ville jeg ønske han kunne se, hvad den vej har ført med sig".

Publiceret 15 June 2018 06:00

SENESTE TV