Karen Palsgaard fik sin plads

Pladsen mellem Bybækskolen og Svanepunktet har nu officielt fået navnet Karens Plads opkaldt efter Karen Palsgaard

Af
Kristina Pihl

Torsdag blev den ny-renoverede plads mellem Bybækskolen og Svanepunktet i Farum Midtpunkt indviet. Den har fået navnet Karens Plads efter Karen Palsgaard, der var mangeårig leder af billedskolen og en kendt kulturpersonlighed i Furesø og Farum. Karen Palsgaard døde for ni måneder side og nåede derfor ikke at opleve den færdige plads, som hun var initiativtager til. Hendes to børn, David Palsgaard og Esther Grassi, hendes svigersøn Paolo Grassi og hendes fire børnebørn var alle mødt op for at overvære indvielsen.

"Jeg tror, vores mor ville have elsket pladsen. Den ligger lige mellem Farum Midtpunkt, hvor hun boede i over 40 år, og Bybækskolen hvor vi selv har gået som børn. Den symbolik der er trukket nede fra folkehaverne og herop tror jeg, hun ville have elsket," fortalte Esther Grassi.

Inspirations fra folkehaverne

En af inspirationerne for udformningen af den nye plads er de lokale folkehaver ved Farum Midtpunkt. Zanne Jahn, der er leder af Farum Kulturhus har kendt Karen Palsgaard i mange år og har derfor også været inddraget i færdiggørelsen af pladsen.

Den symbolik der er trukket nede fra folkehaverne og herop tror jeg, hun ville have elsket

"De 16 ringe på den nye plads symboliserer "De Runde Haver" ved Bybækskolen - og samtidig vises en smuk fotostat af netop en af disse haver, opsat på en afgrænset væg på pladsen. Jeg har overordnet set gjort mig rigtig mange tanker om, hvordan vi kunne få Karens sjæl til at svæve på en smuk måde over den nye plads - og så med min egen tilgang til kunsten og arkitekturen, har forsøgt at skabe en smuk og fuldendt plads til Karens minde," fortæller Zanne Jahn.

Pladsen er renoveret med hjælp fra lokale unge fra Furesø Kommune, som har været en del af et beskæftigelsesprojekt. Ifølge borgmester Ole Bondo Christensen (A) er renoveringen af pladsen derfor forgået i Karens Palsgaards ånd.

"Karen Palsgaard prøvede igennem hele sit liv at hjælpe børn og unge, som hun var i berøring med. Både i sit arbejde som lærer men også i sit hjem var hendes døre åbne, når der var nogen der havde brug for et kærligt skub i den rigtige retning. Derfor er der ingen bedre plads end denne, at hun sætter sit navn på," fortæller Ole Bondo Christensen.

Karens Plads ligger på adressen Paltholmterrasserne 1.

Den ny-renoverede plads er designet med inspiration fra folkehaverne.

Den ny-renoverede plads er designet med inspiration fra folkehaverne. Foto: Kristina Pihl

Publiceret 29 June 2018 10:09

SENESTE TV