Dansk-Tyrkisk Kulturforening køber nabohus

Med erhvervelsen af nabogrund og –hus mere end fordobler Dansk-Tyrkisk Kulturforening i Farum antallet af kvadratmeter

Af
Anne Lønstrup

For to år siden strandede Dansk-Tyrkisk Kulturforenings planer om et nyt kulturhus på Havremarken i Farum. Ønskerne for kulturhuset kunne ikke indeholdes i lokalplanen, og huset blev solgt til anden side.

Nu har foreningen underskrevet købsaftale på et hus på Rugmarken 6. Det er nabohuset til foreningens nuværende adresse, og med købet fordobler Dansk-Tyrkisk Kulturforening grundens areal og lægger samtidig 600 kvadratmeter til de 400 kvadratmeter lokaler, foreningen havde i forvejen. Den nye bygning består af kontorlokaler og en lagerbygning.

”Denne gang har vi fundet en grund ved siden af os. Vi skal ikke bygge nyt, men vi forøger antallet af lokaler, så vi kan få plads til et kulturcenter, hvor der bliver aktiviteter også for dem, der ikke vil bede i moskeen,” siger Sabri Althintas, formand for Dansk-Tyrkisk Kulturforening i Farum.

Alle er velkomne

Han understreger, at både muslimer og ikke-muslimer skal være velkomne i det nyerhvervede hus.

”Pointen er, at dem, der ikke beder, også skal kunne komme. Nogle gange tror folk, at kun de, der beder i moskeen er velkomne. Med vi vil gerne have alle, som bor i Furesø, med til aktiviteterne i huset, så de unge, der har to sprog, kan integrere sig bedre, og så danskerne også lærer den kultur, vi kommer fra,” siger kulturforeningens formand.

Han fortæller, at kulturcentret f.eks. vil lave arrangementer med etnisk mad, undervisning af børn, konferencer og at det skal være et samlingssted for kvinder, hvor de kan komme og hygge sig. Den nuværende bygning har ikke haft plads nok til disse aktiviteter.

”I vores nuværende bygning har vi ikke så meget plads. Vi har nogle rum til mænd, men til kvinder og børn har vi ikke noget,” fortæller Sabri Althintas.

Flere parkeringspladser

Han glæder sig samtidig over, at erhvervelsen af nabogrunden vil kunne løse de parkeringsproblemer, foreningen har haft, særligt når der indkaldes til fredagsbøn.

”Før kunne vi parkere 10-12 biler på vores grund, nu får vi ca. 20 pladser til. Så løser vi den konflikt, det har skabt, når vores medlemmer har holdt på gaden, specielt om fredagen, hvor der er fredagsbøn,” siger Sabri Althinas og tilføjer:

”Det har ikke været godt for vores ry og for forbindelsen til kommunen og vores naboer.”

Dansk-Tyrkisk Kulturforenings nye hus åbner for aktiviteter den 1. januar 2019.

Publiceret 02 July 2018 06:02

SENESTE TV