Kæmpe orienteringsfest finder vej til Furesø

Fra 6.-13. juli bliver Furesø omdrejningspunkt for mere end 4.000 løbere fra 45 nationer, når Farum Arena er stævnecenter for verdensmesterskaberne i orienteringsløb (WMOC).

Med stævnecenter i Farum Arena er Furesø i begyndelsen af juli centrum for den helt store orienteringsfest, der også strækker sig til København og flere store skovområder i Nordsjælland. Det sker, når tusindvis af orienteringsløbere fra hele verden deltager i de officielle verdensmesterskaber for veteraner, WMOC.

Med en forventning om, at knap 4.500 deltagere med familier vil søge mod København og Nordsjælland og lægge 30.- 35.000 overnatninger området, bliver stævnet blandt de største idrætsarrangementer i Danmark i 2018.Stævnecenteret i Farum Arena vil i perioden være centrum for begivenhederne med indskrivning af deltagerne, sprintdistancer samt åbnings- og afslutningsceremoni. Ligeledes vil der være mange af deltagerne, som camperer og overnatter på Stavnsholtskolen og omkring Farum Arena.

Borgmester i Furesø, Ole Bondo Christensen (A), er begejstret over, at verdensmesterskaberne i orienteringsløb har fundet vej til kommunen.

"I Furesø Kommune er vi rigtig glade for at være værtskommune for så mange glade deltagere fra hele verden. Det er dejligt med så mange aktive sportsfolk i vores kommune, og det er samtidig dejligt livsbekræftende, at vi også ser folk godt oppe i årene dyrke sport på denne måde. Verdensmesterskaberne harmonerer rigtig godt med Furesø Kommunes ambitioner om at fremme borgernes sundhed og velvære gennem hele livet med motion og aktiv udnyttelse af vores dejlige natur. Og med de ældste deltagere, som har rundet 95 år, er arrangementet et rigtig godt eksempel på, at man aldrig bliver for gammel til at dyrke sport," siger han.

Sprint på Borgen

Deltagerne skal dyste om verdensmesterskaber på tre forskellige distancer - sprintdistance, mellemdistance og langdistance. Den mest spektakulære finale bliver VM-finalen på sprintdistance omkring Christiansborg Slot den 8. juli, hvor arrangørerne eksklusivt har fået lov til at bruge området i midten af København. Ved Tisvilde Hegn og Grib Skov nord for Hillerød skal deltagerne orientere sig i de mest udfordrende skovterræner på Sjælland.

Farum Orienteringsklub satser stort

Det internationale orienteringsforbund er vært for mesterskaberne og arrangerer det store stævne i samarbejde med Farum Orienteringsklub, Tisvilde Hegn Orienteringsklub, Orienteringsklubben Øst Birkerød og Søllerød Orienteringsklub.

"Dette kæmpe arrangement er den største satsning i Farum Orienteringsklubs historie, og rigtig mange medlemmer har igennem de sidste par år lagt utrolig mange frivillige timer i forberedelserne. Vi glæder os til, at det nu endelig løber af stablen, og vi krydser finger for, at dette års fantastiske sommervejr fortsætter lidt endnu," lyder det fra for formand for Farum Orienteringsklub, Peter Reinholdt.

Publiceret 02 July 2018 08:35

SENESTE TV