Det er usikkert, om bolig- og livsstilsmessen Boligdage vender tilbage til Farum Arena.

Det er usikkert, om bolig- og livsstilsmessen Boligdage vender tilbage til Farum Arena. Arkivfoto

Erhvervsmessen Boligdage sat på stand by

Efter seks år har arrangørerne af messen ’Boligdage’, som med stor succes har været holdt i Farum Arena, fået opsagt deres kontrakt

Af
Anne Lønstrup

Compass Fairs, der i de sidste seks år har arrangeret bolig- og livsstilsmessen ’Boligdage’ i Farum Arena, ved ikke, om de kan få lov til at fortsætte rækken af messer i Furesø.

Ved nytårstid fik salgs- og udstillingschef Martin Boilesen besked fra Furesø Kommune om, at messen i februar 2019 ikke kunne afholdes. Siden har Compass Fair afventet svar på, om messen kan finde sted på et andet tidspunkt.

”Vi er kede af, at vi ikke kan arrangere boligmessen hvert år i februar. Det er godt for alle, messen ligger på samme tidspunkt hvert år. Messen er en god reklameplatform for mange lokale erhvervsdrivende, og vi har haft et godt samarbejde med Farum Arena. Nu afventer vi en endelig udmelding fra kommunen, som har åbnet mulighed for, at vi kan komme tilbage, når en ny lokalplan for Farum Arena er kommet på plads,” siger salgs- og udstillingschef i Compass Fair, Martin Boilesen og tilføjer:

”Men vi er nødt til at vide noget snart, hvis vi skal have tid til at planlægge messen.”

Lokalplan skal fornyes

Ifølge by- og kulturdirektør Claus Torp vil kommunen gerne imødekomme, at Compass Fair fortsat kan holde ’Boligdage’ i Farum Arena.

”Nu er det ikke kommunen, der arrangerer, det er et privat firma. Det er mit indtryk, at Compass Fair har været glade for Farum Arena, og Furesø Kommune vil gerne imødekomme, at de kan fortsætte,” siger han og fortsætter:

”Der, hvor vi har en aktie i sagen, er, at lokalplanen skal fornyes for at sikre, at man har de rigtige rammer for at afholde den her messe. Vi har fået oplyst, at der er et ønske om at afholde en messe i efteråret 2019.”

Initiativ bliver kvalt

Ernst Jørgensen, som er indehaver af den lokale installatør-virksomheden ’Min Alarm.dk’, mener, at det er fatalt at opsige kontrakten med arrangøren af Boligdage.

”Jeg mener, at kommunen kvæler rigtig meget initiativ. Som lokal iværksætter vil jeg sige, at det er fatalt at sætte en kæp i hjulet på en messe, der har så stor betydning for mindre lokale virksomheder uden noget stort markeringsbudget. Det er på messen, vi møder vores kunder, og vi er flere, der henter en stor del af vores omsætning i forbindelse med ’Boligdage’,” siger han.

Selv har han haft stand på messen, siden det andet år, den kørte i Farum Arena.

”Jeg har startet butik op fra bunden, og messen er det sted, hvor jeg har fået testet mit koncept – som er salg af professionelle alarmsystemer uden abonnement – og fundet ud af, at der er et godt marked for det. Messen er ét stort udstillingsvindue for lokale iværksættere, og kommunen siger jo selv, at den gerne vil være vil have iværksættere,” siger Ernst Jørgensen og konstaterer, at der ikke findes et tilsvarende tilbud i Furesø for virksomheder som hans.

”Så kan det måske være, at messen får lov til at fortsætte, når en ny lokalplan er på plads, men hvorfor ikke forlænge kontrakten for ’Boligdage’ mens man behandler lokalplan. Det er ikke et plaster på såret at sige, at messen måske kan afholdes i november 2019 i stedet for i vinterferien som hidtil. Man risikerer at tabe alt det, der er opbygget over seks år, på gulvet.”

Også formanden for Furesø Erhvervsforening, Mikael Boutrup, ærgrer sig over, at erhvervsmessen er kommet i fare:

”Indtil kommunen får ændret deres lokalplan, kan messen ikke holdes. Jeg tror, der kommer til at være et år, hvor den bliver sprunget over, og det vi rigtig kede af i erhvervsforeningen.”

Publiceret 03 July 2018 06:24