Velgørenhedsløb omkring Søndersø for hele familien

Fire lokale ildsjæle arrangerer et hyggeligt velgørenhedsløb d. 26. august, hvor hele familien kan være med til at gøre en forskel for syge og hospitalsindlagte børn i Danmark

Af
Jan Klint Poulsen

Der er nok af muligheder for at støtte gode formål i denne verden. Til august er der tilmed mulighed for at motionere samtidigt med, at man gør noget godt for andre. Fire lokale Kirke Værløse-borgere arrangerer nemlig et velgørenhedsløb omkring Søndersø, hvor indsamlingen går til Børneulykkesfondens projekt Legeheltene.

Velgørenhedsløbet er et familieløb, hvor de hurtige løbesko kan få fart, men hvor der også er mulighed for at gå ruten rundt. Distancen er overkommelig for de fleste. Ruten, der skal tilbagelægges, er præcis 5.895 meter – svarende til højden på Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro. Og hvorfor nu det?

Jordnær indsamling

De fire løbsarrangører, Tina Daniel, Zenia Clemens Ipsen, Jacob Berg og Michael Blomsterberg fra Kirke Værløse, tager nemlig turen til Tanzania til september, hvor de deltager i Børneulykkesfondens Climb for Charity. Turen er ikke kun en udfordrende og strabadserende prøvelse for de fire ildsjæle, men som navnet antyder, er det velgørende formål den primære motivation.

De fire kommende bjergbestigere har allerede flere sponsorer i ryggen, når de i efteråret tager turen mod toppen af Kilimanjaro. For hver meter de bestiger, samler de penge ind til Børneulykkesfonden.

Mens forberedelserne til den store bjergbestigning har stået på, fik de fire lokale velgørere idéen til at lave en mere jordnær indsamling til det gode formål, hvor alle kan være med. Velgørenhedsløbet omkring Søndersø har derfor samme distance som Kilimanjaro, dog på det flade og mere overkommelige stisystem omkring Søndersø. På den måde bindes de to gode formål sammen på tværs af kontinenter.

Tilmeld dig nu

Velgørenhedsløbet starter kl. 11.00 søndag 26. august 2018 omkring Søndersø med start fra Naturstøttepunktet Hjortøgaard. Alle, der ønsker at deltage i det velgørende formål, skal betale et startbeløb, som ubeskåret går til Børneulykkesfondens projekt Legeheltene. Prisen for deltagelse er 50 kr. pr person for løbsdeltagelse, mens børn 0 til 3 år er gratis. Deltagere, som klarer turen, får et diplom udleveret ved målstregen.

Forventningerne til løbsdagen er store, og arrangørerne håber på, at en masse familier har lyst til at deltage:

”Det bliver en skøn dag, hvor man kan være sammen med sin familie og møde en masse nye mennesker – og samtidigt støtte et godt formål,” fortæller Zenia Clemens Ipsen.

Penge til projekt Legeheltene

Børneulykkesfondens projekt Legeheltene hjælper tusindevis af børn i Danmark, som indlægges på hospitaler i kortere eller længere tid. Hvert år kommer mere end 60.000 børn til skade, og en længere indlæggelse kan nemt betyde perioder uden sjov og bevægelse for børnene. Det hjælper Legeheltene heldigvis med. Projektet med Legeheltene har til formål at få børnene til at holde sig aktive, i det omfang det er muligt for dem.

På hjemmesiden runforcharity.dk kan du tilmelde dig løbet og se dagens program, så du ikke misser løbsnummer, opvarmning og status på indsamlingen. På børneulykkesfonden.dk og legeheltene.dk. kan du læse om, hvordan de indsamlede penge, hver dag gør en forskel for danske hospitalsindlagte børn.

Publiceret 04 July 2018 06:19

SENESTE TV