Sune Saabye, Martin Larsen og Jovanco Dimovski under lanceringen af Boneyard Beers øl ’Kobber Ale’, der sælges hos Alverdens Vine i Farum Hovedgade.

Sune Saabye, Martin Larsen og Jovanco Dimovski under lanceringen af Boneyard Beers øl ’Kobber Ale’, der sælges hos Alverdens Vine i Farum Hovedgade.

Øl for sjov bliver til øl for alvor

Tre hobbybryggere fra Farum har skabt et iværksætterfirma for at sælge ’Boneyard Beer’

Af
Anne Lønstrup

Iværksætteri I otte år har tre mænd brygget øl sammen og hygget sig med det. De mødtes som fædre til en flok piger i samme klasse på Solvangsskolen, og inden længe stod de med en 30-liters gryde ved køkkenbordet og eksperimenterede med at lave deres egen håndbryggede øl.

”Vi har brygget øl i otte år og er gået fra produktioner på 20 liter til 40, 80, 100 og nu 350 liter pr. batch. Vi kan selv bedst lide IPA, NEIPA, ALE, DIPA og Hvede, så det er det vi brygger, ” siger Sune Saabye, der sammen med Martin Larsen og Jovanco Dimovski har dannet iværksætterfirmaet.

Firmaets bestyrelsesformand, Søren Skov, er for nylig også blevet en del af bryggerteamet.

Hidtil har de drukket af øllet selv og delt ud til venner og familie. Gennem et stykke tid har de også tilbudt folk at købe deres øl via en abonnementsordning, hvor de hver måned får seks halve liter øl på flaske for 30 kr. stykket.

”Men drømmen var at kunne komme på hylden et sted, så nu har vi firmaregistreret os og har fået fødevaregodkendelse, pantgodkendelse og alt, hvad et fødevarefirma har brug for, for at sælge øl,” siger Sune Saabye.

I sidste weekend kom Boneyard Beers ’Kobber Ale’ – en let, lys og sommeragtig ale – så til salg hos Alverdens Vine, som fremover vil aftage en del af bryggernes øl til videresalg.

12 bryg om året

Boneyard Beer bliver stadig brygget i Farum, selvom produktionen er rykket fra køkkenbordet til et professionelt bryggeri. For et års tid siden fik Boneyard Beer mulighed for at leje sig ind hos Flemming Bie, der har Bie’s BrygLab i en ejendom Farums industrikvarter. Her brygger også Birkerød Bryghus.

”Vi er stadig et hobbybryggeri, for vi brygger 12 gange om året i vores fritid og arbejder ved siden af. Der er mange udgifter og få indtægter, men vi synes, det er rigtig sjovt,” fortæller Sune Saabye og skitserer tidsforløbet pr. bryg:

”Hver brygdag tager tolv timer for to mand. Øllet gærer en uges tid eller ti dage, hvor det står og hygger sig for sig selv i en stor gærtank. Så skal det tappes, det tager fem timer for fire mand. Bagefter bruger vi tre-fire timer på at komme etiketter og pantmærker på, og endelig er der pakning til kunderne, indkøb, rengøring og klargøring.”

Lige nu har Boneyard 35 abonnenter, men der er plads til flere – find dem evt. på Boneyardbeer.dk. Abonnenterne afhenter deres øl hos Flügger på Farum Hovedgade, der har en GLS-pakkeshop.

Publiceret 05 July 2018 12:29

SENESTE TV