Skole og FCN styrker arbejdet om pigetalenter

Stavnsholtskolen og FCN styrker fra næste skoleår samarbejdet om pigefodboldtalenter

Fodbold Stavnsholtskolen og FCN styrker fra det kommende skoleår samarbejdet omkring deres pigefodboldtalenter. Fra næste år træner de ligesom drengene fodbold to morgener om ugen. FCN har store ambitioner om ikke kun at gøre det godt på herresiden, derfor opgraderes der kraftigt på kvindesiden. Et af redskaberne er samarbejdet med Stavsnholtskolen.

”FCN har igennem mange år givet drengene mulighed for morgentræningen på akademiet, og det er en vigtig faktor i at udvikle spillerne. Den mulighed skal pigerne selvfølgelig også have stillet til rådighed, og vi er virkelig glade for, at det kan passes ind i samarbejdet med Stavnsholtskolen. Vi agter at stille de bedste muligheder til rådighed for pigerne således, at vi udvikler dem, og forhåbentlig kan vi se nogle af dem få opfyldt deres drømme om en dag at blive professionelle fodboldspillere,” siger Christian Taylor, som er Head of Women’s Football i FC Nordsjælland.

Udvikling og samarbejde

Fra næste skoleår vil pigetalenterne fra både 7. og 8. årgang træne sammen - i øjeblikket er det fire piger. Den lille trup tæller både markspillere og den meget talentfulde målvogter, Rebecca Rosenkrantz Nielsen, der blandt andet deltager i DBU’s U14 talenttræning. Pigetræningen vil blive forstået af FCN’s udviklingsspillere fra blandt andet USA, i samarbejde med eksisterende trænere fra FCN. Så der vil være en god mulighed for pigerne til også at få udviklet deres engelsk.

”Det er stor styrke, at vi fra næste år kan tilbyde mere idrætsspecifik træning til vores fodboldpiger, så vi ikke kun tilgodeser det fysiske, men også får den tekniske og taktiske del med. Samtidig får vi styrket sammenholdet blandt pigerne på vores to årgange, når de træner sammen. Vi håber med tiltaget, at vi kan gøre det endnu mere attraktivt for pigeidrætstalenterne at søge om optagelse på Stavnsholtskolen,” udtaler Rasmus Kalle, der er koordinator for talentklasserne på Stavnsholtskolen i en pressemeddelelse fra Stavnsholtskolen og FCN.

Kapp

Publiceret 06 July 2018 05:37

SENESTE TV