Som en del af daglejren kan børnene udsmykke lerhytten ned til vandet.

Som en del af daglejren kan børnene udsmykke lerhytten ned til vandet. Foto: Kristina Pihl

Se billederne: Daglejr ved Storebjerg

300 børn er i den her uge samlet til daglejr ved Storebjerg. Her er plads til leg og kreativ udfoldelse i naturen

Af
Kristina Pihl

En høj barnelatter lyder fra den bagerste ende af skoven, hvor tre piger i lyserød og lyseblå sommerkjoler leger fange. I høj fart spæner de ned ad bakken, mens gruset flyver om deres fødder. For ende af bakken sidder to drenge på en lang træplade, der er placeret oven på to plastikkasser. Deres hænder er dækket af grå lerrester, og de sidder dybt koncentreret og arbejder med lerklumper, der skal bruges til at udsmykke lerhytten, der har stået der på den lille plads mellem skoven og Farum Sø i mange, mange år.

Lerhytten er blot én af de aktiviteter, der er sat op ved Storebjerg i Farum. Her er der for anden uge i træk daglejr for Farums fritidshjemsbørn. I sidste uge var her godt 600 børn, men nu har ferien sat ind, så i denne uge er der 'kun' lidt over 300 børn samlet til leg og aktiviteter i lejren.

Kriblekrableland

'Kriblekrableland' hedder den lille oase helt nede ved søen, hvor børnene i løbet af de sidste par dage har samlet og undersøgt dyr fra området. Der står 'Kriblekrable' på siderne af nogle gennemsigtige plastikkasser, som fire børn nøje står og studerer.

Som noget nyt har børnene i år kun kunnet undersøge landdyr, da det høje indhold af alger i søen, ikke har gjort det muligt for børnene selv at gå i vandet med deres net - sådan som de plejer.

Kasserne på bordet er dog alligevel fyldt op, og alt tyder på, at det igen i år har været en indbringende fangst. Næsehornsbiller, læderløbere, stinktæger og bladbiller er bare nogle af de dyr, som det er lykkedes børnene at fange.

En udfordring med vejret

Sommerens høje temperaturer har sat sit aftryk på Storebjerg. De store grønne græsarealer har forvandlet sig til gule visne marker, og afbrændingsforbudet betyder, at der i år ikke kan laves mad over bålet. Men billedet af lejren er alligevel det samme. Langs de store græsarealer står store, hvide telte på rad og række. Hver FFO har deres eget telt med aktiviteter.

Ude foran et af teltene har to drenge taget opstilling. De er i gang med at dyste i det såkaldte speed stacking, hvor det handler om hurtigst muligt at stable kopper oven på hinanden. Imellem duellerne går diskussionen på, hvem af de to drenge, der er hurtigst. ”Skal vi tage et spil til,” lyder det fra en af drengene, inden de gør klar til at udkæmpe endnu et slag.

Daglejren løber frem til i morgen, torsdag 12. juli.

Publiceret 11 July 2018 17:00

SENESTE TV