Der er masser af plads i de kæmpe store liggestole, som de to arrangører af Furesø Festival, Jakob Seierø og Benny Buxbom, har sat op hos hovedsponsorerne til festivalen.

Der er masser af plads i de kæmpe store liggestole, som de to arrangører af Furesø Festival, Jakob Seierø og Benny Buxbom, har sat op hos hovedsponsorerne til festivalen. Privatfoto

Derfor står der kæmpe store liggestole rundt om i byen: Furesø Festivalen nærmer sig

Der er præcis 43 dage til, at Furesø Festival skydes i gang - og lige nu planter arrangørerne kæmpe store liggestole rundt om i kommunen som blikfang for både festival og sponsorer

Af
Helene Holm Stolle

Du har måske lagt mærke til, at der rundt omkring i bybilledet - både i Værløse og Farum - er blevet sat nogle kæmpe store liggestole op.

De store liggestole er selfiestole til dette års Furesø Festival, der skydes i gang for andet år i træk om præcis 43 dage. Men inden festivalgæsterne kan kravle op i stolene, der nemt rummer tre voksne mennesker, og nyde både sommervejr og musik ved Furesøbad, så fungerer stolene som blikfang og reklamesøjle for festivalen og hovedsponsorerne.

Sådan sikrer du dig billet til Furesø Festival

"Det er Bennys (Bennu Buxbom, den anden festivalarrangør, red.) ide, og der er blevet taget så godt imod stolene rundt omkring. Folk synes, de er super fede", siger Jakob Seierø og fortæller, at der lige nu er sat fem stole op i kommunen, men at det ender med, at der vil være 10-12 stykker.

"Lige nu står stolene ved legepladsen på Værløse Bymidte og ved Værløse Bio & Café, og så er der også blevet sat en stol op ved Q8 Farum og ved både Silvan og Fog i Farum. Stolene er lænket fast, og det er vores håb, at folk vil passe godt på dem - de må selvfølgelig meget gerne bruge dem til at kravle op i og tage et billede, for det er jo meningen. Det er jo selfiestole", lyder det fra Jacob Seierø.

Med svedige håndflader

Selvom stemningen om den første Furesø Festival var god, var opbakningen ikke så stor, som de to arrangører kunne have ønsket sig. Derfor bliver den anden udgave af Furesø Festival også af en smule anden karakter.

”Denne gang bliver det mere som en vejfest end en klassisk festival, som man kender det, hvor det ene orkester afløser det andet. Vi håber virkelig, at folk vil bruge Furesø Festival som et sted, hvor de finder sammen med deres venner fra idrætsklubben eller mødregruppen eller vejen, og hvor de hygger sig sammen, mens børnene løber rundt og leger. Det må gerne føles som 100 små fester i festen. Det, synes vi, kunne være fantastisk,” har folkene bag festivalen tidligere fortalt til Furesø Avis.

"Vi er både spændte men har også lidt svedige håndflader. For til en privat fest er det jo almindeligt, at man giver besked, om man kommer eller ej. Sådan er det jo ikke her, og derfor ved vi først på dagen, hvordan det reelt ser ud", siger Jakob Seierø og understreger, at forventningens glæde dog overstiger nervøsiteten.

"Det hele begyndte jo med, at vi elskede at arrangere store vejfester hjemme i Værløse, og det er jo nærmest bare det, vi gør igen i år her - nu prøver vi bare at samle alle Furesøs veje til en fest", siger han og opfordrer folk til at købe billetterne online fremfor ved indgangen.

"Det er jo halv pris, så det kan godt betale sig", siger han.

Publiceret 18 July 2018 00:00

SENESTE TV