TrygFonden har doneret en hjertestarter til Grundejerforeningen Nygårdspark i Farum.

TrygFonden har doneret en hjertestarter til Grundejerforeningen Nygårdspark i Farum. Pressefoto TrygFonden

Grundejerforening har fået hjertestarter

Ved hjertestop betyder hurtig hjælp forskellen på liv og død, og i Grundejerforeningen Nygårdspark i Farum er der nu blevet sat en hjertestarter op

Af
Helene Holm Stolle

For nylig blev der hængt en hjertestarter ved et af parkeringsområderne i Nygårdspark i Farum. Hjertestarteren er doneret af TrygFonden, ligesom fonden har uddannet en række beboere i livreddende førstehjælp og i brug af hjertestarteren.

Det er Claus Just Rasmussen, der er næstformand i grundejerforeningen, der har taget initiativ til at få en hjertestarter, og via foreningens interne facebookgruppe fik han samlet en gruppe borgere, der deltog på kurset fra TrygFonden.

Hjertestarteren i Nygårdspark hænger på gavlen ud for nummer 28 - der næsten er midt i hele bebyggelsen.

Hjertestarteren i Nygårdspark hænger på gavlen ud for nummer 28 - der næsten er midt i hele bebyggelsen.

"Vi er meget glade for, at grundejerforeningen har taget initiativ til at få en hjertestarter hængt op, for jo flere der hænger rundt i landet, jo større er chancen for, at der er en i nærheden, hvis uheldet er ude. Vi ved, at chancen for at overleve et hjertestop øges, hvis man får stød fra en hjertestarter, inden ambulancen når frem, så derfor er det vigtigt at udbrede kendskabet til, både hvor hjertestarterne hænger, og hvordan man bruger dem", siger Grethe Thomas, der er projektchef for TrygFonden Akutindsatser.

Alle kan bruge en hjertestarter

Man skal ifølge TrygFonden ikke være bange for at bruge hjertestarteren, hvis man stå overfor en med et hjertestop. Hjertestarteren kan nemlig kun give stød, hvis der reelt er tale om et hjertestop.

"Så man kan aldrig komme til at skade personen, der er faldet om, og det er vigtigt at huske på", lyder det fra TrygFonden, der også fortæller, at når man ringer 1-1-2 vil man blive guidet igennem brugen af hjertestarteren, ligesom en stemme i hjertestarteren også har en autimatisk guidende stemme.

"Hjertestarteren kan ikke betjenes forkert, og man må derfor aldrig tøve med at tage den i brug. Det er altid bedre at gøre noget end at forholde sig passivt, selvom det er en uvant situation, man pludselig befinder sig i", lyder det fra TrygFonden.

Find hjertestarteren

Hjertestarteren i Nygårdspark hænger på gavlen til nummer 28 og er dermed tilgængelig døgnet rundt. På app'en -TrygFonden Hjertestart' og på hjertestarter.dk kan man nemt få et overblik over, hvor hjertestarterne hænger rundt om i Danmark.

Der bliver flere og flere hjertestartere tilgængelige. Siden 2006 har TrygFonden hvert år doneret godt 100 hjertestartere til offentlige steder med mange mennesker.

Publiceret 24 July 2018 10:01

SENESTE TV