Tørken sætter sine spor - her ved indsejlingen til kanoklubben ved Furesøen, hvor vandstanden er faldet betragteligt.

Tørken sætter sine spor - her ved indsejlingen til kanoklubben ved Furesøen, hvor vandstanden er faldet betragteligt. Foto: Jørgen Lindemann

Den varme sommer har konsekvenser: Søer og dyr tørster

Den meget varme sommer sætter sine spor i naturen

Af
Helene Holm Stolle

Mens de fleste jubler over den varme og lange sommer, der bare lader til at fortsætte, så har de høje temperaturer og mange dage uden regn også konsekvenser - både for naturen og dyrene.

Et af de steder man virkelig kan se tørken er ved indsejlingen til kanoklubben ved Fureseøen, hvor vandstanden er faldet betydelig.

Det er en af avisens læsere, Jørgen Lindemann, der har sendt os billedet fra kanoklubben.

"Er der nogen, der har nummeret til en god regnmager?", skriver han.

Og en god omgang regn kunne der godt være brug for. Skovens og havens dyr har det nemlig hårdt i tørken. Derfor har Dyrenes Beskyttelse i flere omgange været ude og opfordre folk til at sætte vand ud - både til fugle, pindsvin og andre dyr. Ellers risikerer dyrene at dø.

"Normalt kan dyrene finde vand i den fugtige jord eller i form af dug, men det tørre vejr giver store udfordringer for de dyr, der ikke kan flytte sig langt for vand" har naturvejleder hos Naturstyrelsen Jes Aagaard forklaret tidligere til TV 2, og han understregede, at selvom det kun hjælper lidt at hjælpe lokalt, så giver det alligevel god mening at hjælpe dyrene.

Dræbersneglene er gået i hi

Mange haveejere forbander hver sommer dræbersneglene langt væk. Men ikke i år. De er nemlig ikke at finde i haven.

Ifølge naturvejleder Jes Aagaard er dræbersneglene nemlig gået i hi, fordi de vil tørre ud, hvis de bevæger sig ud i solen.

"De har gravet sig ned til der, hvor der er en smule fugt endnu. Der ligger de og venter på, at der kommer vådere tider. Men lige nu er det sådan, at man kan gå en tur i haven om aftenen uden at skulle kigge på de slimede bæster", har Jes Aagaard forklaret til TV 2.

Publiceret 25 July 2018 10:26

SENESTE TV