Henrik Poulsen (A) har sammen med resten af skoleudvalget store forventninger til Fremtidsværkstedet, som de håber kan gøre de unge mere interesserede i at tage en erhvervsuddannelse. Foto: Kimmie Hetland

Henrik Poulsen (A) har sammen med resten af skoleudvalget store forventninger til Fremtidsværkstedet, som de håber kan gøre de unge mere interesserede i at tage en erhvervsuddannelse. Foto: Kimmie Hetland

Eleverne skal blive 'hooked' på at tage en erhvervsuddannelse

Der har i lang tid været snak om, at der skulle komme en mere erhvervsrettet uddannelse til Furesø, men det kræver, at eleverne først får interesse for erhvervsuddannelserne. Det mener Henrik Poulsen (A)

Af
Kimmie Hetland

fremtidsværksted Begejstringen for det nye tilbud til elever i 6. og 7. klasse kan mærkes hos Henrik Poulsen (A), som er formand for Furesøs udvalg for skole og ungdomsuddannelse. Han har store forventninger til Fremtidsværkstedet:

”Jeg tror, at vi kan vinde rigtig meget på det her, for i fremtiden bliver der helt sikkert et stort behov for flere smarte løsninger med moderne teknik”, siger han.

Det er et helt enigt skoleudvalg, som har besluttet at oprette Fremtidsværkstedet, og Henrik Poulsen er glad for initiativet, som kan få lokale erhvervsforeninger i spil.

Interessen skal skabes

Som et supplement til 10. klasse på Egeskolen har Furesø Kommune før prøvet at etablere en 10. klasse rettet mod erhvervsuddannelserne under navnet Campus Furesø, men det blev ikke til noget, da der kun var ganske få ansøgninger.

”Nu graver vi endnu længere ned i uddannelsesforløbet, for først at skabe en interesse for erhvervsuddannelserne. Senere kan det måske danne grundlag for, at der kan komme en erhvervsskole til Furesø”, siger Henrik Poulsen (A).

Han tilføjer desuden, at Fremtidsværkstedet især kan være godt for de elever, som måske kløjes i den daglige undervisning, for nu kan de få chancen for at prøve at arbejde på en ny og sjov måde.

Placeringen er vigtig

Hvis Campus Furesø var blevet til noget, havde det været meningen at benytte Bybækskolens lokaler, men det blev kritiseret af Ole Holleufer (LA) og Tine Hessner (B), som ikke mente, at lokalerne ville være tiltrækkende for de unge. At skoleudvalget så alligevel har valgt at benytte Bybækskolen til Fremtidsværkstedet skyldes, ifølge Henrik Poulsen (A), at man i en task force er kommet frem til, at det er en god måde at åbne skolen mere op, da der manglede en færdig løsning på, hvad der skulle ske med lokalerne.

Derudover er Bybækskolen rummelig og ligger lige ved siden af Ungdomsskolen, som på sigt kan komme til at benytte Fremtidsværkstedet.

Publiceret 03 August 2018 15:30

SENESTE TV