Klar med 1.200 stykker hjemmebagt kage

Fontænehuset Furesø glæder sig til at servicere de mange besøgende på Store Flyvedag

Af
Michael Braunstein

kage og kaffe Fontænehuset Furesø står klar med 1.200 stykker hjemmebagt kage samt kaffe, når Store Flyvedag finder sted på Flyvestation Værløse 25. august.

'Fontænehuset er for tredje gang med i arrangementet, så nu føler vi os som verdensmestre. Vi glæder os til at servicere de mange besøgende,' skriver Fontænehuset i en pressemeddelelse.

Her oplyses det, at deltagelsen i Store Flyvedag kun er et ud af en række af events, som Fontænehuset har planer om i 2018/2019.

'Fontænehuset kommer til at stå for et bankospil med en kendt borger i Værløse som opråber. Vi vil udløse spændingen senere på året. Vi vil komme med en foredragsrække med fokus på særligt sårbare mennesker, hvor man vil kunne deltage mod en lille betaling. Og henover foråret 2019 vil vi have et arrangement, som vil være med til at samle både store og små i Furesø,' hedder det i pressemeddelelsen.

Fontænehuset Furesø er et tilbud til mennesker mellem 18-60 år med en sindslidelse eller psykiske problemer. Det er et dagtilbud med fokus på personlige og sociale kompetencer, som er nødvendige forudsætninger for at komme i uddannelse og arbejde.

Publiceret 03 August 2018 05:30

SENESTE TV