Fremover bliver det Amir El Falaki, der står bag danseskolen i Farum - der fra den 1. september kommer til at hedde Danseplaneten Farum. Elisabeth Dalsgaard vil fortsat drive Swingtime med de mange projekter, der ligger deri.

Fremover bliver det Amir El Falaki, der står bag danseskolen i Farum - der fra den 1. september kommer til at hedde Danseplaneten Farum. Elisabeth Dalsgaard vil fortsat drive Swingtime med de mange projekter, der ligger deri. Foto: Helene Holm Stolle

Elisabeth Dalsgaard har solgt danseskolen: "En svær men rigtig beslutning"

Siden 2002 har Elisabeth Dalsgaard drevet danseskole i Farum - men nu er det slut. Danseeventyret fortsætter dog med Amir El Falaki ved roret

Af
Helene Holm Stolle

Tilbage i 2002 bød Elisabeth Dalsgaard for første gang sine elever velkommen på danseskolen Farum Dans. Dengang var det det den tidligere officersmesse på den gamle kaserne, der dannede rammen for danseskolen, der siden dengang har vokset sig stor og betydningsfuld i den danske danseverden. Men nu er det slut. For Elisabeth Dalsgaard, der er kvinden bag danseskolen og hele evntvirksomheden Swingtime, har nemlig solgt danseskoledelen fra.

Det har været en svær beslutning, men det er den rigtige - og den er selvfølgelig ikke kommet over natten

"Det har været en svær beslutning, men det er den rigtige - og den er selvfølgelig ikke kommet over natten", fortæller Elisabeth Dalsgaard til Furesø Avis og understreger, at hun har lagt hele sit liv i danseskolen.

"Jeg er ufattelig stolt over den danseskole, jeg har fået bygget op, men de senere år er der kommet så mange nye projekter til, at det er på tide, at jeg giver dem mere plads og dermed siger farvel til danseskolen. Der skal nye kræfter og energi til den del, og jeg har fundet den helt rigtige afløser", lyder det fra Elisabeth Dalsgaard, da hun en solrig eftermiddag præsenterer den nye indehaver af danseskolen, Amir El Falaki, der i forvejen ejer og driver Danseplaneten i Hellerup.

Ånden bliver

Med Amir El Falakis overtagelse af danseskolen bliver der tilført ny energi og nye aktiviteter på danseskolen. Men alt bliver i Elisabeth Dalsgaards ånd. Amir El Falaki har nemlig tidligere været instruktør hos Elisabeth Dalsgaard og ved, hvad danseskolen står for.

"For mig er det vigtigt, at eleverne her føler sig hjemme og godt taget imod samtidig med, at de udvikler sig", fortæller han og understreger, at danseskolens velkendte instruktører fortsætter, når han åbner dørene til den nye sæson 3. september, og danseskolen i det tidligere musikhus dermed bliver til Danseplaneten Farum.

For år tilbage var Amir El Falaki instruktør på danseskolen i Farum, så han kender de værdier, som Elisabeth Dalsgaard har lagt i den - og danseskolen videreføres i den ånd, siger han.

For år tilbage var Amir El Falaki instruktør på danseskolen i Farum, så han kender de værdier, som Elisabeth Dalsgaard har lagt i den - og danseskolen videreføres i den ånd, siger han. Foto: Helene Holm Stolle

"Sammen bliver vi en ny dansefamilie med fokus på fællesskab, udvikling, kvalitet, danseglæde og en masse succesoplevelser", siger han.

Amir El Falaki lægger da heller ikke skjul på, at han glæder sig til at overtage danseskolen efter Elisabeth Dalsgaard.

"Det er en charmerende danseskole, og jeg har stor respekt for alt det, som Elisabeth har bygget op gennem årene, og det ændrer vi ikke på. Vi udbygger det bare med flere tilbud - ikke mindst for de mest talentfulde elever, der gerne vil konkurrere på højt niveau", fortæller han.

Eftertragtet instruktør

Amir El Falaki er autodidakt streetdanser, og i dag er han en efterpurgt danseinstruktør i det meste af verdenen. Han var en af de dansere, der bragte hip hop-dansen op på et kommercielt plan i Danmark, og han har selv medvirket i et utal af reklamefilm, musikvideoer, danseshows og tv-programmer. Faktisk kan han også synge og lave musik, for Amir El Falaki var forsangeren i popgruppen Toybox, der solgte flere end én million cd'er på verdensplan - måske du husker sangen Tarzan & Jane?

"Det var en super sjov tid, hvor vi rejste rundt i hele verden. Men nu handler det altså om dansen", fortæller Amir Elfalaki med et smil.

Farum er stadig basen

Selvom Elisabeth Dalsgaard altså nu har skrevet det sidste kapitel i danseskole-bogen, så bliver Farum stadig basen for hendes videre arbejde med Swingtime og ikke mindst for privatlivet med hendes to sønner.

"Hele mit liv er i Farum, så her bliver vi - og det er også herfra, at jeg arbejder videre med mine mange projekter", siger Elisabeth Dalsgaard, der med god grund er stolt af, hvordan hendes danserejser til Club La Santa har udviklet sig fra en enkelt rejse om året til hele 14 rejser nu, ligesom hendes Ballroom Fitness-koncept er blevet spredt ud over hele verden samtidig med, at der nu også er en stigende interesse fra både ind- og udland for Parkinsondansen, som tidligere på sommeren vandt Årets Patientpris.

"Alt det vil bestå ligesom de mange foredrag, underholdningsevent og undervisning af patientgrupper, så jeg får stadig nok at se til, og det glæder jeg mig til - ligesom jeg glæder mig til fortsat at cykle forbi danseskolen og se det sprudlende liv, som jeg ved Amir får skabt her", lyder det fra Elisabeth Dalsgaard, der samtidig retter en stor tak til alle de mange elever og samarbejdspartnere, der har fulgt danseskolen gennem årene.

Kom og hils på - gratis danseworkshops

Lørdag den 18. august mellem klokken 9 og 18 åbner Amir El Falaki dørene til danseskolen med gratis workshops for alle.

    Kl. 0915-1000 MGP Ramasjang 3-5 år med Michelle.

    Kl. 1000-1045 MGP børnedans 4-7 år med Andreas.

    Kl. 1045-1130 Mtv showdance 8-12 år med Andreas.

    Kl. 1130-1215 Hip Hop 11-14 år med Marc.

    Kl. 1215-1300 Hip hop / breakdance 7-12 år med Marc.

    Kl. 1300-1345 konkurrence Hip hop 13-18 år med med Marc.

    Kl. 1300-1345 konkurrence hip hop 8-13 år med Andreas.

    Kl. 1400-1500 opdeling af konkurrence hold.

Publiceret 07 August 2018 10:00

SENESTE TV