Galaksens Borgerscene søger flere deltagere over 65 år.

Galaksens Borgerscene søger flere deltagere over 65 år. Pressefoto

Galaksen søger flere deltagere til årets Borgerscene

Er du over 65 år og har lyst til at prøve kræfter med de skrå brædder, så er Galaksens Borgerscenen måske noget for dig - der er tilmeldingsfrist frem til på mandag

Det bliver ofte diskuteret, hvad der er god ungdomskultur, og hvad der skal til for, at de unge får lyst til og mod på at engagere sig i kulturlivet. Men hvad med de ældre? Kan de andet end at være det dannede publikum?

Ja da! I Galaksen skabes hvert år et autentisk teaterstykke ud fra de ældres egne livshistorier. Og her er det positivt - ja faktisk et krav - at man er fyldt 65. For så ved man noget om livet!

I 14 dage arbejder de medvirkende i årets opsætning dagligt, og intensivt, med forestillingen, som ved hjælp af professionelle instruktører sammensættes af de historier, de medvirkende selv bidrager med. Det bliver til omkring en times teater om de oplevelser, der former os som mennesker, om det vedkommende og væsentlige i livet og om tanker, der favner både livet og døden.

I ugerne 35 og 36 arbejdes der på alle hverdage mellem kokken 10 og 16 med at sammensætte og øve forestillingen. Hvor forestillingen skal spille er endnu uvist – men det bliver på en spændende lokation i Furesø Kommune, lover Galaksen og understreger, at Borgerscenen gerne spiller på helt utraditionelle lokationer. Sidste sensommer blev forestillingen blandt andet vist i et tidligere banklokale på Værløse Bymidte, ligesom Kulturhuset Stien også har været i brug.

Der vil være premiere på forestillingen lørdag den 8. september klokken 11, og så spilles der i øvrigt for publikum den 11. september klokken 19, den 12. september klokken 19 og den 13. september klokken 19.

Derudover spiller forestillingen helt gratis for Furesø Kommunes 8. og 9. klasser den 11. september klokken 11 og den 12. september klokken 11. Tilmelding af klasser sker via mail til info@galaksen.dk

Vil du være med?

Så er det ikke for sent. Galaksen tager imod tilmeldinger til Borgerscenen helt frem til på mandag den 13. august. Tilmelding og yderligere information fås ved henvendelse til kulturhusleder Morten Mathiesen på mor@furesoe.dk.

Yderligere information kan findes via www.galaksen.dk eller ved henvendelse på 7235 4720 og info@galaksen.dk

hhs

Publiceret 08 August 2018 06:00

SENESTE TV