Det årlige høstmarked på Skolelandbruget finder sted den 19. august, og i år har markedet 20 års jubilæum.

Det årlige høstmarked på Skolelandbruget finder sted den 19. august, og i år har markedet 20 års jubilæum. Arkivfoto

Alle sejl sættes til: Skolelandbrugets høstmarked fylder 20 år

Det årlige høstmarked på Skolelandbruget i Stavnsholt i Farum er altid populært, og i år sættes der ekstra sejl til, for markedet kan fejre sit 20 års jubilæum

Af
Maj-Brit Petersen

grøn guide

Når Skolelandbruget på næste søndag den 19. august mellem klokken 10 og 14 inviterer til det årlige høstmarked, er det for 20. år i træk. Derfor bliver der sat ekstra sejl til arrangementet, der plejer at tiltrække flere tusinde borgere i alle aldre.

I år er der mere end 30 forskellige boder ved markedet. Det er det størte antal i høstmarkedets historie. Du kan få alt lige fra økologiske grøntsager, kaffebønner, bær og honning. Du kan også købe trælegetøj, filtede sko og naturcremer. Og har du besvær med at bære det hele, kan du købe en smuk hjemmeflettet pilekurv til at bære det hele hjem i.

Underholdning for store og små

Tag endelig både børn og bedsteforældre med, for der vil være rig mulighed for underholdning for alle. Dørene til staldene på Skolelandbruget vil være åbne, så du kan kigge indenfor og aflægge dyrene et besøg – og uden for i foldene kan du beundre de mange får, geder og kvier.

Høstmarkedet er både hyggeligt for alle i familien, ligesom det er en god mulighed for at købe lokalproducerede varer.

Høstmarkedet er både hyggeligt for alle i familien, ligesom det er en god mulighed for at købe lokalproducerede varer. Arkivfoto

Solhøjgård Fritidshjem vil stå for en skattejagt for børnene – med præmier og naturvejlederne fra Fiskebæk Naturskole og Naturpark Mølleåen vil lave aktiviteter i og om naturen for børn og voksne. Hos Skolelandbrugets bod kan du rulle dine egne bivokslys og hos den grønne guide kan du deltage i høstmarkedsquizzen og vinde præmier fra Høstmarkedets boder.

Uden mad og drikke

Når kreativiteten er udfordret og indkøbskurven fyldt, kan du stille sulten med en økologisk hotdog, salater eller en lækker økologiske rugbrødssandwich. Tørsten kan du slukke i vand, saftevand, most eller lokalproduceret fadøl, og du kan også købe produkter til at tage med hjem – alt imens du nyder musikken fra enten Værløse Folkemusikanter eller Bengt og Kaare.

Har du spørgsmål om miljø og natur i Furesø, vil både Danmarks Naturfredningsforening, De Invasive, Miljøpunkt Furesø, miljøforeningen Furesø Agenda 21 og Nordsjællands Delebil være til stede og behjælpelige med information og gode råd

Program for høstmarkedet

    Kl. 10 Høstmarkedet åbner, og Bengt og Kaare spiller op.

    Kl. 11 Borgmester Ole Bondo Christensen holder tale

    Kl. 11.15 Værløse Folkemusikanter spiller

    Kl. 12.15 Bengt og Kaare spiller

    Kl. 13 Værløse Folkemusikanter spiller

    Kl. 13.45 Vinderne af miljøquizzen trækkes

    Kl 14 Høstmarkedet lukker

Høstmarkedet afholdes søndag den 19. august på Skolelandbruget i Farum, Stavnsholtvej 171. Vær opmærksom på, at der ikke er parkeringsmuligheder ved Skolelandbruget, så snup cyklen eller tag bussen, og Og af hensyn til dyrene har hunde som altid ingen adgang på Skolelandbruget, så lad det firbenede familiemedlem blive hjemme.

Publiceret 10 August 2018 00:00

SENESTE TV