Velgørenhedsløb udvides: FC Nordsjælland vil hjælpe endnu flere børn

Ved sidste års Kasseløb, blev der løbet mere end 130.000 kroner ind til Børnehuset Siv. I år håber FC Nordsjælland at samle flere penge ind, som skal deles mellem tre institutioner

Af
Helene Holm Stolle

Det er tre år siden, at FC Nordsjælland for første gang inviterede borgerne med til Kasseløb, der er et velgørenhedsløb. Hvert år har det været med det formål at støtte institutioner med børn, som har ekstra brug for støtte; børne- og ungeafdelingen på Nordsjællands Hospital og Børnehuset Siv, og sådan bliver det også, når dette års Kasseløb skydes i gang den 6. september. Denne gang bliver der dog føjet en ekstra institution til nemlig Julemærkehjemmet Kildemose i Halsnæs Kommune.

Sidste år deltog flere end 300 mennesker i Kasseløbet - både børn og voksne, superligaspillere og lokale politikere - og der blev løbet mere 132.000 kroner ind. Penge, der skabte stor glæde i Børnehuset Siv.

"Vi bruger mange penge på vores puderum. De børn, der er hos os, er jo meget syge, og der skal derfor passes meget på med bakterier. Derfor skifter vi puderne med jævne mellemrum. Men vi bruger også pengene på at tage børnene på ture. Måske er vi ikke så mange afsted, men fordi børnene er syge og ikke kan være ude blandt andre, så skal vi eksempelvis købe en hel forestilling til os", har Sussi Olsen, der er leder af Børnehuset Siv tidligere fortalt til Furesø Avis.

I år håber FC Nordsjælland, at endnu flere borgere vil deltage i Kasseløbet og dermed få løbet endnu flere penge ind. Derfor har klubben også besluttet, at hel tre institutioner skal dele pengene fra løbet. Hvordan pengene skal fordeles mellem de tre organisationer, kan du være med til at bestemme.

"Pengene vil blive fordelt procentvis ud fra, hvor mange stemmer den enkelte institution modtager. Der kan stemmes til hjemmekampen mod AC Horsens søndag den 26.august og selvfølgelig på løbsdagen den 6.september", fortæller FC Nordsjælland.

Vil du løbe med?

Hvis du vil støtte det gode formål og samtidig have en god oplevelse ved at deltage i Kasseløbet med mange hundrede andre, så er det bare om at melde sig til - og alle kan være med. Ruten er nemlig ikke mere end en kilometer lang, og den går rundt om Right to Dream Park - og du er fri til at løbe lige så mange runder, som du kan den time, som løbet varer.

Du køber dit startnummer i FNC-shoppen her - det koster 100 kroner - og når du har gjort det, får du mere information om, hvordan du opretter din egen indsamling.

Hvis du ikke kan deltage på selve løbsdagen eller ikke har lyst til at snøre løbeskoene, så kan du alligevel støtte den gode sag. Du kan nemlig give et bidrag i boderne til hjemmekampen mod AC Horsens søndag den 26.august eller på Mobile Pay 73674.

Publiceret 16 August 2018 11:33

SENESTE TV