Holdet bag Store Flyvedag. Fra højre ses Mikael Boutrup, idémand og arrangør - Carsten B. Svendsen, fly koordinering med speciale på Gyrokopter og ultraletfly - Dorthe Albredht, projektchef - Mads Bøjehøj, fly marshal - Alf Døj, flyveplads chef - Jesper Frøtlund, fly koordinering med speciale i motorfly - Betina Andersen, økonomi - Søren Pedersen, opvisningsleder - Povl Bøjehøj, flymarshalchef.

Holdet bag Store Flyvedag. Fra højre ses Mikael Boutrup, idémand og arrangør - Carsten B. Svendsen, fly koordinering med speciale på Gyrokopter og ultraletfly - Dorthe Albredht, projektchef - Mads Bøjehøj, fly marshal - Alf Døj, flyveplads chef - Jesper Frøtlund, fly koordinering med speciale i motorfly - Betina Andersen, økonomi - Søren Pedersen, opvisningsleder - Povl Bøjehøj, flymarshalchef. Foto: Lars Dalby

Store Flyvedag har vokset sig kæmpe stor

Vi nærmer os snart den 25. august, som er datoen, hvor Store Flyvedag løber af stablen. En begivenhed som siden 2015 kun har vokset sig større, og som arrangør, Mikael Boutrup, er stolt over at stå bag

Af
Kimmie Hetland

Udover en masse trafik oppe i luften, så forventer arrangøren bag Store Flyvedag, Mikael Boutrup også, at der kommer en masse trafik nede på pladsen ved flyvestationen i Værløse den 25. august. Storeflyvedag har siden starten i 2015 haft vokseværk, og man regner i år med at have rekord mange besøgende.

Det første år mødte der et par tusind op, året efter kom der 10.000, hvilket var omkring dobbelt så mange som året før, og sidste år kunne Store Flyvedag prale med at have haft cirka 25.000 besøgende.

"Det var helt vildt sidste år. Det hele brød sammen omkring flyvepladsen med biltrafikken, og inde på pladsen kunne madboderne slet ikke følge med. Derfor må der helst ikke komme mange flere end 25.000, for området er ikke helt gearet til det", siger Mikael Boutrup, som er manden bag Storeflyvedag og fortsætter:

Jeg er stolt. Det bedste er at gå rundt på dagen og se alle de glade mennesker. Specielt børnene, hvis øjne nærmest stråler af glæde

"I år har vi dog gjort vores bedste for at imødekomme de mange besøgende ved at opgradere på alle fronter. Vi har lånt nogle marker til parkering, hyret en sportsforening til at komme og parkeringsanvise, hele hangar 2 bliver et stort madmekka med alt fra grillpølse til shawarma og vi åbner allerede portene klokken 8, så der bliver lidt bedre tid til at komme før programmet starter klokken 11", fortæller Mikael.

Kom og klap en flyver

Det vigtigste for Mikael er, at Store Flyvedag er en begivenhed for hele familien, hvor man sammen kan få en masse gode oplevelser - derfor siger han også, at man kan komme og 'klappe en flyver', fordi der på dagen vil være en masse aktiviteter for børn. Hvis man spørger Mikael, som oprindeligt fandt på hele idéen med Store Flyvedag, hvordan han har det med, at begivenheden har vokset sig så stor, som den har, er svaret ganske enkelt:

"Jeg er stolt. Det bedste er at gå rundt på dagen og se alle de glade mennesker. Specielt børnene, hvis øjne nærmest stråler af glæde", siger han og tilføjer, at det ikke ville kunne lade sig gøre uden de mange frivillige kræfter, der lægges i dagen.

Holdet som stod for at sætte plakater op. I midten med kasket ses borgmester Ole Bondo Christensen (A), som bakker fuldt op om Store Flyvedag, og længst til højre står Mikael Boutrup, som står bag dagen.

Holdet som stod for at sætte plakater op. I midten med kasket ses borgmester Ole Bondo Christensen (A), som bakker fuldt op om Store Flyvedag, og længst til højre står Mikael Boutrup, som står bag dagen. Foto: Karen Tjustrup

Der er ca. 300 frivillige involveret i arbejdet med Store Flyvedag. Herunder cirka 50 brandfolk, 50 hjemmeværnsfolk, og et plakathold som i sidste weekend opsatte 200 plakater i Furesø kommune. I år er desuden første år med entré til udstillingsområdet, da omkostningerne også er steget i takt med Store Flyvedags popularitet. Entréen skal blandt andet være med til at dække leje af toiletter og piloternes benzin.

På Store Flyvedags hjemmeside anbefaler de, at man kommer i god tid, hvis man gerne vil holde tæt på udstillingsområdet, og hvis man kommer tidligt, har man i år mulighed for at købe et smurt rundstykke og en kop kaffe.

Her på hjemmesiden kan du også læse hele programmet, som varer helt fra klokken 11 til 17.

Publiceret 17 August 2018 08:00

SENESTE TV