Hos Vang sættes 'det gode liv' i centrum - også ved torsdagens aftenåbent

Lisbeth Vang fra butikken Vang elsker at hygge om sine kunder under overskriften 'det gode liv'

Af
Anne Lønstrup

Kunderne og omgivelserne skal stråle. Så enkelt beskriver Lisbet Vang sit koncept i sin butik af samme navn. Når der er aftenåbent på torsdag er hun derfor klar til at præsentere smagsprøver fra den franske mesterkok Nicolas Vahé. For indehaver Lisbeth Vang kan lide at hygge om sine kunder og præsentere dem for nyt under overskriften 'Det gode liv'.

”Jeg er god til at fange tendenserne inden for mode og indretning. Jeg søger inspirationen i naturen, på rejser og i internationale blade, og hvis jeg skal sammenfatte det hele, så sælger jeg et koncept, der hedder 'Det gode liv'", fortæller Lisbeth Vang.

Den tidligere BR-butik har nu i knap tre år bugnet af delikate ting til især kvinder – men også mænd med interesse for køkken, madlavning og indretning. Lisbeth Vang driver en til forretning på Frederiksborggade i København, og hun er på hjemmebane, når det kommer til at plukke lækre indretningsting samt tøj og sko til sine livsstilsbutikker.

Mad og borddækning

”Når vi også har mange mænd blandt kunderne, skyldes det især gastro-produkterne”, siger hun og peger på hylderne i den bageste del af forretningen, hvor forskellige delikatesser som te, oliven, pesto, hummus, marmelade befinder sig sammen med keramik og andet til borddækning.

Både i 2018 og sidste år har forretningens indtjening ifølge Lisbeth Vang ligget over budget.

”Det er en succeshistorie at åbne butik her på Bymidten, og jeg tror, det hænger sammen med, at vi gerne rådgiver vores kunder om tøjkøb, og at vi ikke er bange for at give vores ærlige mening til kende. Kunderne vil faktisk gerne have vores mening med på vejen”, lyder det fra Lisbeth Vang.

Et andet særkende for måden, Lisbeth Vang driver forretning på, er, at hun gerne gør noget ekstra for at fortælle om varerne.

”Vi inviterer til kundeaftener og events, hvor de for 50 kroner får lidt mad, vin og hygge, samtidig med at de bliver introduceret til et produkt – vi har f.eks. holdt ølsmagning og suppesmagning, og nu går vi og taler om en ginaften”, fortæller Lisbeth Vang.

Når kunden shiner

”Vores største mål er at få en kunde til at finde sit bedste jeg rent tøjmæssigt. Jeg kan se, om kunden shiner i tøjet, og det handler ikke kun om, hvad jeg selv synes er pænt til den enkelte, men om at tøjet passer til personen, og at hun føler sig tilpas i tøjet", lyder det fra Lisbeth Vang, der ikke lægger skjul på, at hun elsker at få sine kunder og omgivelser til at stråle og vise sig fra deres bedste side.

Publiceret 26 August 2018 07:15

SENESTE TV