Udvalgsformand: "Det vil give mening at flytte cykelrytterskulptur tilbage til Farum"

I forbindelse med renoveringen af Farum Hovedgade blev Monica Ritterbands cykelrytterskulptur flyttet til det nye idrætsområde ved Søndersøhallen. Det gav frustration blandt flere borgere, og nu åbner Tine Hessner (B) muligheden for, at skulpturen kan flyttes tilbage

Af
Helene Holm Stolle

Det gav frustrerede røster blandt borgerne i Farum, da den store cykelskulptur lavet af Monica Ritterband på foranledning af tidligere borgmester Peter Brixtofte blev fjernet i forbindelse med renoveringen af Farum Hovedgade i begyndelsen af sidste år. Cykelrytterskulpturen blev nemlig oprindeligt placeret ved Krogvadparken på Farum Hovedgade, da den markerede stedet, hvor starterne til Ritter Classic-løbene fandt sted.

Men nu lader det til, at der kan være et håb for farumborgerne om at få skulpturen retur. Formand for fritids-, kultur- og idrætsudvalget, Tine Hessner (B), mener nemlig, at det kan give god mening at flytte skulpturen tilbage.

"Det er en beslutning, der blev truffet, før jeg sad i udvalget. Men det er klart, at der er følelser bundet til den skulptur, og min holdning er, at de skulpturer og værker, Furesø har, skal stå nogle steder, hvor dels det enkelte værk fremmes, dels giver mening for borgerene. Og det giver mening for borgerne i Farum , at cykelskulpturen står på Farum Hovedgade. Der er en historie bag den", siger hun til Furesø Avis.

"Min holdning er, at de skulpturer og værker, Furesø har, skal stå nogle steder, hvor dels det enkelte værk fremmes, dels giver mening for borgerene. Og det giver mening for borgerne i Farum , at cykelskulpturen står på Farum Hovedgade. Der er en historie bag den", siger Tine Hessner om cykelrytterskulpturen, der blev flyttet fra Farum Hovedgade til det nye idrætsområde ved Søndersøhalle. Foto: Helene Holm Stolle

Tine Hessner understreger samtidig, at det ville have været godt at få skulpturen flyttet tilbage inden søndag den 2. september, hvor det store cykeklløb 'Chasing Cancellara' har start og mål på Farum Hovedgade.

"Det kan selvfølgelig ikke nås nu, men jeg vil tage en eventuel tilbageflytning op med udvalget. Men en flytning koster også penge, og hvis vi vælger at bruge 30-40.000 kroner på at flytte skulpturen tilbage til Farum Hovedgade, så er det penge, der går fra noget andet", lyder det fra Tine Hessner.

Tine Hessner får opbakning fra byrådskollegerne Lene Bang (A) og Lars Carpens (V).

"Jeg ser positivt på, at skulpturen kommer tilbage, hvor den hører til - den har jo en særlig historie", siger Lene Bang, mens Lars Carpens (V) understreger, at han aldrig mener, at flytningen af skulpturen fra Farum Hovedgade til idrætsområdet ved Søndersøhallen har været politisk behandlet.

"Derfor skal den absolut tilbage, hvor den hører til", siger han.

Publiceret 28 August 2018 06:00

SENESTE TV