Furesø Festival: "Det var en succes og bedre end sidste år"

Dette års Furesø Festival blev på trods af blandet vejr en større succes end sidste år, og arrangør Jakob Seierø er klar til at gentage succesen næste år

Af
Kimmie Hetland

Furesø Festival inviterede fredag og lørdag på sand mellem tæerne, musik, hygge og leg ved Furesøbad, og i år kom der på trods af et tvivlsomt vejr flere besøgende end sidste år.

"Det gik fantastisk. I forhold til sidste år, så var noget af det fedeste i år, hvor stor en succes det blev selv at stå for maden. Der var flere, der kom op og sagde, at maden var rigtig god, og at de ikke kunne forstå, at det var så billigt. Burgerne blev endda også helt udsolgt", siger en glad Jakob Seierø, som er en af arrangørerne bag Furesø Festival.

Der var morgenbadning og -sang på festivalprogrammet lørdag morgen.Foto: Jan F. Stephan.

Der var morgenbadning og -sang på festivalprogrammet lørdag morgen.Foto: Jan F. Stephan.

Selvom der kom nogle dryp fra himlen, så var der ikke nogen gæster, der fik våde fødder, for holdet bag Furesø Festival havde nemlig sørget for at overdække en stor del af festivalpladsen.

Klar til næste år

Furesø Festival havde debut sidste år, og her fik arrangørerne erfaring med, hvad de skulle ændre til i år. Nogle af de ting som var anderledes end sidste, år var størrelsen på festivalpladsen, som var blevet en del mindre og de bands som spillede, var ikke store navne men derimod mindre og for flere af dem også lokale navne.

Maden stod festivalfolkene selv for i år, og den var populær - ikke mindst prisen. Foto: Jan F. Stephan.

Maden stod festivalfolkene selv for i år, og den var populær - ikke mindst prisen. Foto: Jan F. Stephan.

"Det blev meget mere hyggeligt og intimt med en mindre plads, og musikken som spillede fungerede rigtig godt. Det behøver nemlig slet ikke at være fancy eller kendte navne, det skal bare lyde godt, og der synes jeg, at vi ramte rigtig godt i år", siger Jakob Seierø, som også fremhæver de mindre aktiviteter som fodbold og ballonmand ved børneaktiviteterne, som han også mener, var med til at gøre dette års festival rigtig god.

Hvis man spørger Jakob Seierø, om Furesø Festival kommer igen næste år, så kommer svaret uden tøven:

"Vi vil 100 procent gerne gentage succesen næste år, hvis vi selvfølgelig får tilladelse fra kommunen om at låne Furesøbad igen, det er der ingen tvivl om".

René Gummer sørgede for den gode stemning fredag ved fyraftenstid. Foto: Helene Holm Stolle

René Gummer sørgede for den gode stemning fredag ved fyraftenstid. Foto: Helene Holm Stolle

Publiceret 03 September 2018 10:00

SENESTE TV