Se billederne: Regnen ødelagde ikke den gode stemning på Bymidten

Selvom heldagsregnen torsdag lagde en stor dæmper på festlighederne på Værløse Bymidte, der havde inviteret til aftenåbent, så var stemningen alligevel ret god

Af
Helene Holm Stolle

Det blev ikke den fest, der var lagt op til, men det voldsomme regnvejr hele torsdagen ødelagde alligevel ikke hele den stort anlagte aftenåbent på Værløse Bymidte. Det fortæller Anette Schou, der er centerkonsulent på Bymidten.

"Det var så hamrende ærgerligt, at det ikke var flot sensommervejr. Ingen tvivl om det, men heldigvis bakkede kunderne op om arrangementet alligevel, og de fleste butikker meldte om en god omsætning på dagen", fortæller Anette Schou men understreger samtidig, at torsdagens aftenåbent på grund af vejret aldrig blev den store fest, som var planen.

"Traditionen tro var der mulighed for at nyde middagen flere steder på Bymidtens mange torve, og selvom der var tændt op i grillene, så var det kun få mennesker, der benyttede sig af den mulighed, fordi regnen jo væltede ned. Det var rigtig synd", lyder det fra Anette Schou.

Aftenen på Værløse Bymidte blev rundet af med et festligt ABBA-show, og i den fugtige og mørke aften holdt en pæn skare af glader kunder stand, der under de store parasoller og med varm kaffe og kolde øl sang og gyngede med på alle de populære hits fra 70'erne og 80'erne.

"Det var virkelig festligt, og jeg kan virkelig forestille mig, hvor stor en fest, det havde været, hvis vejret havde været med - det kommer til foråret", siger Anette Schou.

Publiceret 03 September 2018 05:00

SENESTE TV