Furesø er Nordsjællands mest erhvervsvenlige kommune - for sjette år i træk

Furesø er hoppet hele 15 pladser frem i virksomhedernes vurdering af kommunens erhvervsvenlighed. Det betyder, at Furesø - endnu en gang- er den mest erhvervsvenlige kommune i Nordsjælland og ligger med i den bedste tredjedel af landets kommuner,når det gælder et godt erhvervsklima

Af
Helene Holm Stolle

Der er glæde i Furesø efter Dansk Industri, DI, offentliggjorde årets måling om erhvervsklimaet i de danske kommuner. Furesø er nemlig for sjette år i træk den mest erhvervsvenlige kommune i Nordsjælland - og efter sidste års dyk, hvor Furesø røg hele 23 pladser ned af ranglisten og endte på en 37. plads, er kommunen igen blandt den bedste tredjedel af landets mest erhvervsvenlige kommuner, idet Furesø nu placerer sig som nummer 22 ud af de 93 af landets kommuner - du kan læse alt om Furesø i undersøgelsen her.

Det er hovedsagetligt sagsbehandlingstiden, som de lokale virksomheder i Furesø roser kommunen for. Det fremhæver DI i en pressemeddelelse, hvori det også fremgår, at sænkningen af den forhadte dækningsafgift er et afgørende parameter for den gode placering.

"Jeg er rigtig glad for det gode resultat", lyder kommentaren fra borgmester Ole Bondo Christensen (A), der tillægger resultatet et særligt godt samarbejde mellem kommunen og de to erhvervforeninger, Furesø Industri og Furesø Erhvervsforening.

"Jeg oplever foreningerne som meget kompetente medspillere i arbejdet med at gøre det endnu mere attraktivt at drive virksomhed i Furesø", lyder det fra Ole Bondo Christensen i en pressemeddelelse fra kommunen.

Lydhørhed

For Solveig Bisgaard, der er formand for Furesø Industri og sidder med i kommunens erhvervskontaktudvalg, er lydhørheden overfor de lokale virksomheder noget af det mest afgørende for kommunens erhvervsvenlighed.

"Vi som virksomheder oplever, at der bliver lyttet og handlet på de behov, vi har. For eksempel når vi peger på behovet for at gøre det lettere for lokalevirksomheder at blive leverandører til kommunen, så oplever vi nu meget positiv tilgang til lokale indkøb", fortæller hun og kan ikke lade være med at nævne dækningsafgiften, som hun har været en ivrig forkæmper for, at Furesø helt vælger at droppe.

"Skal Furesø rykke længere op på listen, så må dækningsafgiften fjernes eller i hvert fald sænkes", slår hun fast.

Fællesskaber er vejen frem

For Mikael Boutrup, der er formand for Furesø Erhvervsforening, er forklaringen på fremgangen for Furesø i erhvervsklimamålingen enkelt; det handler nemlig om fællesskaber og netværk.

"Når vi ser Furesø Kommune gå frem på stort set alle parametre, matcher det en generel oplevelse af, at det er let at drive virksomhed, og ikke mindst at det er let at finde sammen med andre virksomheder i netværk og fællesskaber her i kommunen. Det er en indsats, kommunen bakker op om, og som kan betyde nye forretningsmuligheder for den enkelte virksomhed", lyder det fra Mikael Boutrup i en pressemeddelelse fra kommunen.

Sådan placerer Furesø sig

Virksomhederne i de 98 kommuner har vurderet deres kommunes erhvervsvenlighed på en række parametre fordelt på 9 kategorier.

    Furesø går fra en plads 79 til 39, når det handler om brug af lokale leverandører.

    Infrastrukturen i Furesø bliver vurderet til at være til en 14. plads,

    Kommunens image placeret på en 18. plads.

Sådan placerer Furesø sig

Virksomhederne i de 98 kommuner har vurderet deres kommunes erhvervsvenlighed på en række parametre fordelt på 9 kategorier.

    Furesø går fra en plads 79 til 39, når det handler om brug af lokale leverandører.

    Infrastrukturen i Furesø bliver vurderet til at være til en 14. plads,

    Kommunens image placeret på en 18. plads.

Furesøs placeringer erhvervsvenlighed DI 2018

Publiceret 05 September 2018 16:00

SENESTE TV