'Store Cykeldag' har i år skiftet navn til 'Store Cykel- og rulledag', og det foregår foran Hangar 2 i Sydlejren.

'Store Cykeldag' har i år skiftet navn til 'Store Cykel- og rulledag', og det foregår foran Hangar 2 i Sydlejren.

På søndag går det løs: Stor cykel- og rullefest i Hangar 2 på Flyvestationen

Det store arrangement er i år flyttet til Sydlejren

På søndag 9. september er der lagt op til fest og højt aktivitetsniveau på Flyvestationen, når den store cykeldag folder sig ud. I år har 'Store Cykeldag' skiftet navn til 'Store Cykel- og rulledag' , og publikum kan forvente en udvidet palet af oplevelser med optrædener, workshops, løb og konkurrencer på både rulleskøjter, rulleski, skateboard og cykler i alverdens former.

"Med den nye placering i Sydlejren får vi nu mulighed for at vise de mange besøgende, hvad Flyvestationen er ved at blive til som Furesøs nye bydel med boliger, fællesskaber og et væld af fritidsmuligheder," siger borgmester Ole Bondo Christensen (A), der glæder sig over arrangementet og den nye placering.

Lange cykeldistancer

Mens cykelryttere traditionen tro cykler Bastrup Sø Rundt med målområde på Flyvestationen, byder festpladsen foran Hangar 2 på aktiviteter og optrædener fra kl. 10-15.

Rulleskøjteforeningerne Friday Night Skate inviterer til rulleskøjteløb på landingsbanen, mens dygtige instruktører står klar til at lære store og små at stå på rulleskøjter, rulleski og skateboard-ramper. Udstyr til workshopsne kan lånes på stedet.

Ligesom de forrige år gentages succesen med guidede cykelomvisninger, hvor deltagerne kan lære mere om flora og fauna eller om de historiske aftryk på Flyvestationen. Man skal blot huske cyklen.

Igen i år venter der en masse aktivitetsbaner for både børn og voksne. Har dit barn en MTB, er der som noget nyt i år mulighed for at deltage i børnemountainbikeløb, mens de mindste kan træne cykel- og trafikfærdigheder i sikre omgivelser på kommunens populære cykellegebane. Her stilles cykler og hjelme til rådighed.

Se det fulde program på www.furesoe.dk/StoreCykel-ogrulledag

-vik

Publiceret 05 September 2018 11:53

SENESTE TV