"Mit hjerte banker for vores kunder, og det banker for at sikre, at tæt kundekontakt og digitale løsninger ikke bare supplerer, men også understøtter hinanden", slår Gitte Svenningsen fast i sit svar til Benny Kühnell. Arkivfoto: Helene Holm Stolle

DEBAT: 'Der er smarte alternativer til kontanter' - svar fra filialdirektøren

Gitte Svenningsen, filialdirektør Nordea Furesø

Jeg skal være den første til at beklage, at der den sidste tid har været udfordringer med vores pengeautomat på Værløse Bymidte. Det er ikke tilfredsstillende, og jeg er ked af de gener, det har medført for vores kunder. Jeg vil gøre mit ypperste for, at vi kan få en stabil drift igen.

Da jeg selv bor tæt på Værløse Bymidte og har min gang der, er jeg altid meget opmærksom på vores pengeautomat, og det glæder mig, at jeg hen over sommeren har kunnet konstatere en stabil drift på næsten 99 procent. Jeg gik derfor glad på sommerferie og tænkte, at nu var det på plads.

Så let skulle det dog ikke være, for da jeg kom tilbage fra sommerferie igen, måtte jeg konstatere fra vores kunder, at pengeautomaten igen drillede. Jeg satte straks vores leverandør på opgaven. Desværre er fejlen ikke løst endnu, men jeg ved, at de er ude ved automaten flere gange om dagen for at sætte den i drift, så jeg håber meget snart at kunne erklære den i topform igen.

Når dét så er sagt, så findes der flere rigtig gode og smarte alternativer til kontanter. I Nordea tilbyder vi betaling med Nordea Wallet og Apple Pay – hvor smartphone eller ur fungerer som betalingsmiddel og endda gemmer kvitteringerne digitalt.

Løsningerne er ikke kun smarte og nemme at bruge – de er også mere sikre. Der har jævnligt været tricktyverier ved pengeautomater som vi desværre også har oplevet i Farum. Ved at anvende de digitale løsninger kan vores kunder beskytte sig mod den risiko, det er at stå ved en pengeautomat for at hæve kontanter, uagtet om den er indenfor eller udenfor.

Desuden kræver lovgivningen, at vi som bank stiller flere og flere spørgsmål omkring brugen af kontanter - hvor kommer de fra, og hvor skal de hen? Den påkrævede dokumentation ligger automatisk tilgængelig i den digitale verden.

Mit hjerte banker for vores kunder, og det banker for at sikre, at tæt kundekontakt og digitale løsninger ikke bare supplerer, men også understøtter hinanden. Så tøv aldrig med at kontakte mig, såfremt jeg kan være med til at gøre en forskel for dig, kære kunde – mit team og jeg er til for dig.

Publiceret 11 September 2018 13:10

SENESTE TV