Chikane ender med en fodboldkamp: Nu er der ro for beboerne på Lille Værløsevej

Henover sommeren har beboere på Lille Værløsevej oplevet grov chikane, men efter en forsonende samtale mellem de unge, som har stået bag og beboere på vejen ender konflikterne nu

Af
Kimmie Hetland

Sidste år i august 2017 kunne Furesø Avis fortælle, at Hareskov-Værløse Tennisklub i løbet af sommeren havde været hårdt ramt af hærværk. En gruppe af unge mennesker havde igennem fire til syv uger fået sommermånederne til at gå med at holde til ved tennisanlægget og ødelægge deres faciliteter. Konsekvensen blev, at tennisklubben i samarbejde med Furesø Kommune valgte at opsætte videoovervågning, og sidenhen har klubben taget flere initiativer for at stoppe problemet.

"Vi har sat mere personale på i de sene timer, og vi har simpelthen valgt at lukke flere indgange til, så det er blevet vanskeligere at komme til og fra anlægget. Så set med tennisklubbens briller er presset mod vores anlæg måske lettet en smule uden dog at være godt. Desværre har det betydet, at klubbens omkringboende boligejere har været voldsomt generet", siger Henrik Kaltoft, som er formand for tennisklubben.

Om aftenen er de unge mennesker, som før opholdt sig ved Hareskov-Værløse Tennisklub, nemlig drevet hen til villavejene, som ligger ved siden af.

Målrettet chikane

Lort og stjålne cykler på grunden, et ødelagt sidespejl, aftagne vinduesviskere, stenkast og banken på vinduer og døre. Det er blot nogle af de ting, som særligt Ole Nielsen og hans kone, som bor på Lille Værløsevej har været udsat for denne sommer. Sidste år blev de også generet, men i år tog problemet til.

Hareskov-Værløse Tennisklub var ligesom sidste år plaget af hærværk henover sommeren, men i år rykkede de unge også videre til villavejene omkring klubben.

Hareskov-Værløse Tennisklub var ligesom sidste år plaget af hærværk henover sommeren, men i år rykkede de unge også videre til villavejene omkring klubben. Foto: Kimmie Hetland

"Det har rent ud sagt været forfærdeligt. Vi har været meget utrygge, for lige så snart mørket faldt på, så vidste man jo, at nu er det tid, og derfor har vi også sovet meget uroligt", siger Ole og fortsætter:

"Vi blev nærmest helt paranoide, for når man ikke ved, hvad man kan vente, så bliver man meget opmærksom på det mindste", siger han.

Andre beboere på Lille Værløsevej blev også chikaneret, og blandt beboerne blev der snak om at starte et vagtværn. Men i stedet ringede Ole til Khalil Ahmed fra SSP, som har specialiseret sig i konfliktmægling. Khalil havde også været inde over sidste år, så han vidste, hvad det handlede om og reagerede hurtigt.

Dialog i haven

Khalil Ahmed tog fat i de unge drenge, som han fandt ud af hvem var og allerede kendte gennem sit arbejde med SSP. De indrømmede, at det var dem, som havde stået bag chikanen, og Khalil blev klar over, at de ikke havde haft den samme opfattelse af situationen som beboerne på Lille Værløsevej.

"Drengene fortalte, at de bare havde set det som lidt sjov og løjer. Men så spejlede jeg situationen for dem og spurgte, hvordan de selv ville have det, hvis det havde været deres familie, som var blevet udsat for det samme som for eksempel Ole og hans kone, og så forstod de godt, at det selvfølgelig ikke er i orden", siger Khalil, som efter snakken med de unge drenge fik overtalt dem til at møde op hjemme hos Ole og hans kone til en forsonende samtale.

Da de mødtes ansigt til ansigt hjemme i Ole og hans kones have, gav de hinanden hånden, og alle var enige om, at det ikke skulle ske igen.

"Hvis det havde fortsat i bare seks måneder til, så havde vi helt seriøst overvejet at flytte", siger en meget lettet Ole Nielsen, som i stedet for en flytning snart kan se frem til at møde nogle af de unge drenge på en fodboldbane. På mødet blev de nemlig også enige om at se fremad og lægge sommerens hændelser bag sig ved at spille en venskabelig fodboldkamp - Lille Værløsevej mod de unge drenge.

Publiceret 13 September 2018 09:09

SENESTE TV