Tag løbeskoene på og deltag i Jonstrupløbene

Jonstrupløbene finder sted for 8. gang på søndag den 16. september

Af
Kimmie Hetland

Klokken 10 på søndag den 16. september lyder startskuddet til Jonstrupløbene fra Jonstrup stadion, så det er med at snøre løbeskoene. Det er 8. gang at løbet finder sted, og der er ruter for alle. Både store og små løbeentusiaster og dem som kun har en lille løber gemt i sig, kan være med.

"Jeg ser frem til at se en masse glade børn, unge, ældre og familier. Jonstrupløbene er et løb, hvor der virkelig er noget for alle, og hvor man kan få mulighed for at se, hvor flot og dejlig hele Jonstrupvang er. Så forhåbentlig får vi en rigtig sjov og hyggelig folkefest sammen, hvor man lige kan catche up med sine venner og naboer", siger Frederik Krag, som er formand for Junstrup Løbeklub.

Det ene løb er Jonstrupmilen, som er et klassisk motionsløb rundt i den smukke Jonstrupvang skov, hvor du kan vælge mellem 3,5 km, 5 km eller 8 km. Turen på 8 km er 'kongeruten' og vil være en del mere kuperet end de andre ruter. Ruten på 3,5 km er for børn til og med 11 år, og der er naturligvis tidstagning og præmier.

Det andet løb er familieløbet, og det er et hyggeligt løb på cirka 2 km, som er ideelt for småbørnsfamilier og deres bedsteforældre. Der kan nemlig medbringes løbecykler, barnevogne og klapvogne på ruten. Efter løbet er der lodtrækningspræmier efter løbet til de små poder.

Jonstrupløbene er drevet af frivillige, og billetter kan købes her, men kan også købes på selve dagen. Dog er det noget dyrere og kun mod kontanter. Salg af billetter på dagen lukker kl. 09:30.

Publiceret 13 September 2018 21:13

SENESTE TV