Fotoudstilling giver dig et overblik over de danske broer

Fotograferne Inga Schmidt og P.H Bergmann udstiller i Farum Kulturhus

En bølge af voksende interesse for fotografiet som udstillingsobjekt synes for alvor at have ramt danske gallerier og udstillingssteder. I Farum Kulturhus har man også tydeligt mærket denne tendens de senere år og fulgt op med udstillinger af fremragende fotografer som eksempelvis Jens Christian Lerche, David Geordie Garriock, Kim Tonning og Henry von Würden.

Det nyeste skud i genren i kulturhuset bliver endnu en udstilling i høj kvalitet med fotos af de flotteste – men også mest visuelt spændende broer i Danmark - fra Gedser til Skagen - fotograferet af de to danske fotografer Inga Schmidt og P.H. Bergmann. Selv kalder de udstillingen 'Overgangsfænomener'.

Broerne forbinder os

Hvorfor så kaste sig over broer som fotografiske objekter?

"Fordi vi synes, broer er fascinerende. De forbinder lande, landsdele og øer eller måske bare to sider af en bæk eller en å. Broer er til at gå på, cykle på, køre på i bil, bus eller tog - eller det hele på én gang”, fortæller Inga Schmidt.

Udstillingen, der åbner lørdag den 29. september klokken 12.15, har en spændende undertone af symbolik omkring det at forbinde. Ydermere taler vi som mennesker om at bygge broer i mange sammenhænge og også i den symbolske betydning, hvor det handler at bringe mennesker i forbindelse med hinanden. Og - hvis det er nødvendigt - brænder vi også vore broer - i dag i overført betydning, men engang også helt bogstaveligt.

Publiceret 14 September 2018 05:00

SENESTE TV