Furesø er med i landsdækkende løb

Det handler om fællesskab og motion, når Politiken sammen med idrætsforeninger og løbeklubber over hele landet inviterer danskerne ud at løbe på unikke ‘margueritspots’

Furesø er ét ud af 37 startsteder, når Politiken for tredje år i træk inviterer danskerne i løbeskoene og ud i naturen til Margueritløbet søndag den 23. september. Startskuddet lyder klokken 11 over hele landet, og ingen tager tid på, hvornår man kommer i mål. I Furesø foregår løbet i Lille Hareskov, hvor man løber på gode stier i naturskønne omgivelser. Man kommer blandt andet forbi fire forskellige små skovsøer og Tibberup Å.

"Jeg synes, at det er rigtig spændende, at Furesø er med i sådan et stort løb, og håber selvfølgelig at det kan tiltrække nogle flere mennesker til vores løbeklub. Løbet er en god mulighed for at være med i et løb, hvor der slet ikke er fokus på tid, men derimod på det sociale og oplevelserne undervejs. Så det bliver forhåbentlig en god dag med flotte naturoplevelser i godt efterårsvejr", siger Henrik Suhr, som er medlem af Furesø Løbeklub og tovholder på løbet.

Det er anden gang, at Furesø er med i Margueritløbet, men sidste år var ruten lagt ved Lyngby Sø.

Tilmelding

Du tilmelder dig via et interaktivt Danmarkskort her, hvor du kan læse mere om de enkelte spots ved at klikke dig igennem ‘margueritblomster’ langs ruten.

Efter løbet får alle tildelt en margueritmedalje.

Efter løbet får alle tildelt en margueritmedalje. Pressefoto

Margueritløbet støtter det danske foreningsliv, og hvert startsted, ‘Margueritspot’, er arrangeret af en lokal forening.

Furesø Løbeklub, samt alle de andre foreninger, får alle materialer, de skal bruge til løbet samt et fast tilskud og halvdelen af det løbsgebyr på 50 kroner, som deltagerne betaler for at være med. Hvert spot samarbejder med en lokal Coop-butik, typisk en SuperBrugsen eller en Dagli’Brugsen, som donerer snackposer til alle deltagere.

Børn op til 15 år deltager gratis, og alle får en marguerit-medalje på målstregen.

ksh

Publiceret 14 September 2018 12:33

SENESTE TV