Katten Pushkin blev ramt af skud i Farum Nord.

Katten Pushkin blev ramt af skud i Farum Nord. Privatfoto

Kat ramt af skud: "Vi er jo en familie, der bliver kede af det"

I det gamle kaserneområde i Farum Nord er en kat blevet ramt af skud fra en luftbøsse, og det er ikke første gang

Af
Kimmie Hetland

Pushkin. Det er navnet på den sibiriske kat, som i denne her uge kom hjem med skudsår i siden efter en luftbøsse. Efter en røntgenundersøgelse hos dyrlægen, blev der fundet et hagl 9 cm inde i kroppen tæt på hjertet.

I et opslag på Facebook skrev kattens ejer, Anne Mette Barfod, i dag:

"Skuddet er affyret på tæt afstand med det formål at dræbe! Heldigvis overlevede Pushkin og er, efter behandling hos dyrlægen, i bedring men har helt tydeligt smerter og ubehag. Hvem kan dog finde på at gøre sådan noget?"

Sket før

Episoden er blevet anmeldt til politiet, som tager sagen alvorligt, da det er en lovovertrædelse at skyde mod andre folks kæledyr, selvom de befinder sig på ens grund.

"Nu håber vi bare, at Pushkin vil forsøge, at holde sig væk fra, hvor der bliver skudt, for vi er jo en hel familie, der bliver kede af det", siger Anne Mette Barfod.

Selvom det er ulovligt, er det alligevel sket en gang før i april 2017, at Pushkin er kommet hjem med skudsår.

Opfordring

I Facebookopslaget opfordrer hun desuden til, at folk som måske har oplevet noget lignede med deres kat eller hund eller havde oplysninger, der kunne føre til at finde ud af, hvem der har gjort det, tager kontakt til hende.

Her ses haglet på et røntgenbillede fra dyrlægen.

Her ses haglet på et røntgenbillede fra dyrlægen. Privatfoto

Selv tror hun, at det drejer sig om en person, som ikke vil have katten på sin grund.

"Det er skræmmende, og jeg er vred over, at nogle kan finde på det, for der findes altså andre måder, man kan sige det, hvis man ikke vil have en kat på sin grund", siger hun.

Publiceret 20 September 2018 17:34

SENESTE TV