Jacoba Niepoort er af Furesøs Kunstforening blevet udvalgt til at udsmykke gavlen ved Farum Kulturhus. Et projekt, som Furesø Kunstforening realiserer i samarbejde med Farum Kulturhus og med støtte fra Furesø Kommune, Flügger Farver, COOP og Danske Bank.

Jacoba Niepoort er af Furesøs Kunstforening blevet udvalgt til at udsmykke gavlen ved Farum Kulturhus. Et projekt, som Furesø Kunstforening realiserer i samarbejde med Farum Kulturhus og med støtte fra Furesø Kommune, Flügger Farver, COOP og Danske Bank. Foto: Kimmie Hetland

Jacoba er i gang med gavlmaleri på Kulturhuset: "Det er vigtigt for mig, at det repræsenterer huset"

Chile, Berlin og Wien. Det er nogle af de steder, hvor Jacoba Niepoort har lavet vægmalerier, og lige nu maler hun gavlen ved Farum kulturhus

Af
Kimmie Hetland

Når du i disse dage kommer forbi Farum Kulturhus, vil du nok møde Jacoba Niepoort udenfor med pensler og maling. Furesø kunstforening har nemlig valgt hende til at udsmykke gavlen på ydersiden af huset i anledning af foreningens 50 års jubilæum, og lige nu er hun i fuld gang med at male.

"Det er vigtigt for mig, at det (gavlmaleriet red.) repræsenterer huset, og det har faktisk været en længere proces end normalt at finde ud af, hvad motivet skulle være. Kulturhuset er et hus, hvor der sker rigtig mange ting, men jeg synes, at det er lykkes at finde et motiv, der siger noget om den næste generation, indvandring, kreativitet og kultur", siger Jacoba Niepoort.

Før Jacoba landede på et endeligt motiv, tog hun syv forskellige billeder og lavede omkring seks skitser, for at finde det helt rigtige maleri til gavlen.

Besøg fra nysgerrige

I går var Jacoba henne på Marie Kruse skole for at fortælle lidt om processen med gavlmaleriet og om, hvordan det er at lave street art, og i dag havde hun besøg af en 5. klasse på Stavnsholtskolen.

Eleverne fra 5.C på Stavnsholtskolen var meget imponerede af vægmaleriet, og der kom spørgsmål som:

Eleverne fra 5.C på Stavnsholtskolen var meget imponerede af vægmaleriet, og der kom spørgsmål som: "Har du virkelig lavet det?" og "Er det ikke svært?" Foto: Kimmie Hetland

Her spurgte børnene og lærerne nysgerrigt ind til Jacobas arbejde på gavlen, og her fortalte hun blandt andet, at hun allerede har malet væggen to gange med gennemsigtig grunder og gerne vil beholde noget af væggens egen farve på gavlmaleriet, fordi hun godt kan lide farven.

Der blev også spurgt ind til, hvad der ville ske, hvis der kom graffiti på maleriet. Men netop det er der allerede taget højde for, for når maleriet er færdigt, vil kommunen beskytte maleriet med et lag voks, som vil gøre det nemt at vaske graffiti af.

Regn og storm

Jacoba Niepoort var 18 år, da hun lavede sit første store vægmaleri. Samme sommer fik hun smag for det store format og producerede fire til. Siden da har den 31-årige kunstner udsmykket byrummet adskillige gange med udtryksfulde malerier.

"Det kræver god fysisk form at lave store vægmalerier, for man kan virkelig mærke det i armene", siger Jacoba Niepoort. Privatfoto

De første penselstrøg på Farum Kulturhus blev lavet i går, og der har allerede været mange forbi, for at se, hvad der sker. Mange har advaret om regn og storm, og Jacoba håber da også, at det ikke vil komme til at regne alt for meget.

"Det ville selvfølgelig være bedst, hvis det kunne nå at tørre, før regnen kommer, men det vil ikke smadre det fuldstændigt", siger Jacoba og fortsætter:

"Hvis der skal vand på, vil jeg bare helst selv kontrollere det, for jeg kan ret godt lide at arbejde med løbeeffekter", siger hun med et smil.

Klar til fernisering

Furesø Kunstforening holder en stor fernisering, hvor gavlmaleriet sammen med kunst fra Sjulle Schulstad, Meik Brüsh, Nina Peters, Gitte Klebajn og Agnes Bok vil blive vist frem lørdag den 6. oktober klokken 12.15.

Borgmester Ole Bondo Christensen holder en tale, og alle er velkommen til at komme forbi til et glas og jubilæumskage.

Jacoba regner med at være færdig med gavlen senest onsdag den 26. september, men hvis du ikke lige når at komme forbi kulturhuset for at se processen inden, så kan du følge med på Instagramkontoen jacoba_niepoort.

Publiceret 21 September 2018 15:09

SENESTE TV